“Blindgyde” af Jørn Lier Horst

Forlaget Punktum 2016 – 430 sider

Anmeldelse

Hovedpersonen i “Blindgyde” er politiefterforskeren William Wisting fra Larvik. Ham vil mange krimilæsere kende som den gennemgåede figur i Jørn Lier Horsts krimier.

En taxichauffør fra Larvik er forsvundet og findes senere myrdet.

En ung pige myrdes i den større by Kristiansand.

I et pengeskab, som har tilhørt en berygtet afdød mand, findes en revolver, som har været benyttet til begge drab. Huset tilhører nu hans barnebarn Sofie.

Kan de to drab relateres til hinanden?

Wistings gravide datter, Line er veninde med Sofie.

Line arbejder ikke længere som fastansat journalist ved VG. Hun bliver som følge af venskabet blandet ind efterforskningen.

Hendes nærtstående fødsel starter meget dramatisk.

Tidligere spritsmuglere og nuværende narkosmuglere spiller en stor rolle.

Efterforskningen er ikke sådan lige at gå til. Wisting, som er ledende efterforsker i drabssagen i Larvik, kommer bl.a. i konflikt med den efterforsker, der kører sagen i Kristiansand.

En berammet retssag vedrørende drabet i Kristiansand udvikler sig anderledes end planlagt.

Det ser måske lidt speget ud, men efter at efterforskningen har været kørt ind i adskillige blindgyder, kommer der godt der gang i efterforskningen.

Hvis man holder af en politikrimi – og det gør jeg – har man i “Blindgyde” et godt eksempel på en rigtig god en af slagsen.

Jørn Lier Horst skildrer på allerbedste vis, hvorledes det norske politi efterforsker drabssager. Hans baggrund som politimand fornægter sig ikke.

Personerne er yderst troværdigt skildret, hvilket også gør sig gældende med hensyn til bogens forskellige miljøer.

Man skal ikke forvente en bog med højdramatiske hændelser. Til gengæld er handlingen yderst realistisk.

Hver gang, jeg tidligere har læst en bog af Jørn Lier Horst, ser jeg frem til hans næste udgivelse. Det gør jeg også efter denne.

fire krimihjerter

 

www.findalskrimiside.dk

Har du læst den? Hvad synes du?