Denne gang er vi ikke i Århus, men med Dicte og Bo på tur til øen Gozo. Elsebeth Egholm kommer der flere gange om året for at skrive, så man må formode at hun kender øen særdeles godt, hvilket også afspejler sig tydeligt i bogen. Omgivelserne, atmosfæren, folket, systemet.. ja kort sagt alt, er beskrevet, så jeg næsten følte jeg var der selv.
Der er mange emner i Dødvægt. Det der nok fylder mest er trafficking, men ikke på en sådan måde, at der bliver gået dybt i emnet. Det ligger ligesom bare og ulmer og selve mysteriet er bygget op omkring det miljø pigerne befinder sig i og de ondskabsfulde typer der håndterer dem. Trods det, at bogen starter med en bådfuld flygtninge der er på vej i land på Gozo, så er det ikke det der fylder. Egholm kommer rigtig fint omkring Dictes følelse af dårlig samvittighed over mestendels at bekymre sig om den døde hvide kvinde, selvom havet var fyldt med sorte lig. Helt uden at fordømme eller tage parti, får hun forklaret hvorfor det forholder sig sådan for rigtig mange mennesker. Fra min synsvinkel, er det dér med græsset der er grønnere hos naboen også et gennemgående emne. Mennesker rejser fra eller flygter fra steder i verden for at prøve lykken et andet sted. Kærestepar og ægtefolk er indimellem hinanden utro, i håbet om eller troen på, at finde noget der er bedre eller lykkeligere end det de har… Folk begår kriminalitet for at tjene (endnu) flere penge, i håbet om, at penge kan købe dem et bedre liv eller mere magt, religion får folk til at udføre handlinger der giver dem troen på et bedre liv på ”den anden side”.
