“Dansende røde bjørne” af Dennis Jürgensen

Tellerup 2015 – 488 sider

Forlagets beskrivelse:
Et nøgent lig af en teenagepige findes i en københavnsk park, og Roland Triel
og hans kollegaer på Politigården får travlt. En pædofil seriemorder er kort forinden
flygtet fra et topsikret psykiatrisk hospital, så forbindelsen er nærliggende.
Efterforskningen forvirres af gådefulde sår på liget, som sammen med fundet af en klo antyder, at pigen kan være blevet dræbt af et rovdyr.
På Bøgeholm Sanatorium trænger en ukendt mand ind hos Andrea Triel, der blev mishandlet af sin mors morder fire år tidligere, og ikke har talt siden.
Triel erkender for sent at han har stået ansigt til ansigt med gerningsmanden, som nu også inddrager journalisten Thor Brandt i sit psykologske spil.

Anmeldelse:
Bogen indledes med en meget uhyggelig prolog, der mere end antyder, at man nu skal i gang med at læse en barsk og rå krimi. Det holder stand. Prologen viser sig at være optakten til et meget brutalt drab på en 13-årig teenagepige.
Vi følger nu efterforskningen af drabet. I spidsen for efterforskningen står Roland Triel, som stadig plages psykisk af drabet på sin kone. Et drab som aldrig er blevet opklaret. Drabet medførte også meget svære psykiske problemer for hans elskede datter, Andrea. Triels evner som efterforsker kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Han er særdeles dygtig og effektiv.
Selv om efterforskningsteamet kun består af tre medlemmer og en vikar, Thomas Roholm for sygemeldte Mia Ambrell virker politiarbejdet troværdigt. Dog forekommer det mig, at det er helt usandsynligt, at Roland Triels chef har ansat Roholm i teamet blandt andet til at holde øje med, om Triel fungerer godt rent psykisk. At chefen tilmed fortæller Triel dette virker også usandsynligt.
Samtidig med, at vi følger politiet, følger vi også, hvad der skete i den dræbte pige, Julies omgangskreds – en omgangskreds bestående er unge teenagepiger, som har en ret så kriminel tilgang til livet. Narkotikasalg og salg af sig selv til pædofile er omdrejningspunktet for pigerne. Skildringen af dette miljø er fantastisk godt. Det samme gælder for bogens øvrige miljøbeskrivelser.
Den sygemeldte efterforsker i Triels team, Mia Ambrell finder tilfældigvis en mappe med en gammel kriminalsag fra besættelsestiden. Det er en mappe, som hendes afdøde far, der i sin tid selv var politimand, har gemt i sit sommerhus. Det viser sig, at denne sag minder meget om det, som er sket i den nuværende sag. Her mener jeg, at tingene passer lige lovlig godt sammen. Det er ikke helt troværdigt.
Bogen viser også, hvorledes pressen jager sensationer i forbindelse med meget spektakulære drabssager. I særdeleshed følger vi den sensationshungrende journalist Thor Brandt, som Triel hader af et godt hjerte, bl.a. fordi han mener, at journalisten er gået langt over stregen ved at have skrevet en bog om det uopklarede drab på Triels kone.
Der medvirker mange interessante personer i bogen. De er særdeles godt beskrevet.
I handlingen indgår også, at en kun 12-årig pige blander sig i drabsefterforskningen. Det er helt utrolig spændende at følge denne unge pige-detektiv, som viser sig at have god viden om politiarbejde. En viden hun har erhvervet sig fra læsning af talrige kriminalromaner og dokumentariske beskrivelser af virkelighedens kriminalsager.
Alt det spændende vedrørende pige-detektiven til trods, så er hendes ageren og formåen helt urealistisk.
Krimiintrigen er helt utrolig spændende, og efter endt læsning er man ikke i tvivl om, hvordan det hele hænger sammen.
Bogen er på 488 sider, men den er hurtigt læst, for Dennis Jürgensen skriver godt. Jeg vil også kalde den for en page-turner – man skal simpelthen lige have den næste side med, inden man lægger bogen fra sig.
Når det så er sagt, synes jeg, at bogen adskillige steder er meget urealistisk, og selv om jeg blev virkelig grebet af handlingen og følte mig godt underholdt, ender jeg med:

fire krimihjerter

Har du læst den? Hvad synes du?