Kære Krimifans,
Til efteråret udkommer den femte Lars Winkler-roman med titlen De døde og de ufødte. I forbindelse med arbejdet med bogen var jeg i begyndelsen af marts måned en uge på research i Saigon, eller Ho Chi Minh City som byen hedder i dag. I det følgende kan du læse om Vietnams betydning for min hovedperson og snuse til uddrag fra bogen. Fotografierne tog jeg derude.

Rigtig god fornøjelse,
Jakob Melander

Vietnam og vietnamkrigen har en særlig betydning for hovedpersonen i min krimiserie, Lars Winkler. Lars fortælle selv om sin far i den første bog i serien, Øjesten:

“Det er længe siden, jeg har set ham. Han er amerikaner. Stak af fra militærtjeneste og Vietnam i slutningen af 1960’erne. Til sidst endte han i Thylejren, hvor han mødte min mor. Som hun fortæller det, blev hun gravid nærmest med det samme.”

Og Lars’ far var ikke den eneste. Mange unge amerikanske mænd flygtede fra militærtjeneste via Canada til Europa (eksempelvis science fiction-forfatteren William Gibson, der dog blev i Canada). Jeg kender selv et par stykker, der er resultatet af et sådant møde mellem en amerikansk mand og en dansk kvinde.

Og da det jo var i tresserne og hippietiden, var det ikke så underligt, at de unge amerikanere søgte til Thylejren. Så altså uden Vietnam og krigen derovre, havde Lars Winkler ikke været til. Eller i hvert fald været en helt anden.

Derfor vidste jeg, at jeg på et tidspunkt var nødt til at skrive en Lars Winkler-roman, hvor Vietnamkrigen havde en eller anden form for betydning — men man behøver ikke være bange for, at De døde og de ufødte er en krigsroman af den grund: De afsnit, der foregår i Ho Chi Minh City, er henlagt til nutiden og foregår i dag.

Men mit kendskab til Sydøstasien — udover hvad jeg har læst mig til af almindelig interesse og set i amerikanske film — begrænsede sig indtil for nylig til et par ferierejser til Thailand med familien. Og det er jo ikke helt det samme.

Så selvom afsnittene fra Ho Chi Minh City, eller HCMC, som den tit forkortes til, ikke fylder meget i bogen, mente jeg, at både afsnit, bog og jeg selv ville have godt af, at jeg tog ud og oplevede byen på egen hånd. At jeg så at sige så, smagte, lugtede og følte byen på egen krop.

Der var naturligvis nogle gader og pladser, jeg skulle se, som jeg allerede havde skrevet om og var nødt til at se med egne øjne, men det var hele det sanselige aspekt, der var det vigtigste mål med turen.

Og det blev noget af en oplevelse. Den begyndte faktisk allerede, da jeg trådte ud af lufthavnen og mødte et syn, der også er med i bogen:

“Uden for lufthavnen slår varmen atter ned. Tung og dræbende. På det brede fortov foran udgangen sidder række efter række af vietnamesere og venter på familie og venner, som om de var i biografen eller i teatret. Det er de måske også.”

Der sad de faktisk, række efter række, da jeg kom ude fra selve lufthavnsbygningen, på rækker af aluminiumsstole, der var fastgjort til fortovet, så jeg kunne regne ud, at det var en tilbagevendende — formentlig daglig — begivenhed. Med vifter, børn og madpakker. Et gorillahegn var sat op mellem indgangen og sæderne, og langs med det stod den sædvanlige række af chauffører og ventede med deres skilte med vestlige navne og asiatiske skrifttegn: Mr. Adams, hr. Ahgren og så videre, som man kan se det i de fleste store lufthavne.

Jeg var blevet advaret, inden jeg kom — men altså: Trafikken i Saigon er noget for sig. Jeg har optaget en lille video her, men den giver kun et fattigt billede af det vidunderlige kaos. Jeg har også forsøgt mig med indtil flere beskrivelser i De døde og de ufødte. Her er en af dem:

“… omgivet af den mest vanvittige trafik. Det er et rent kaos: Sværme af scootere, knallerter og motorcykler myldrer i en stadig glidende strøm, der synes at løbe i alle retninger uden nogen form for system eller orden. Flere har noget der ligner et kirurgisk mundbind eller et tørklæde for underansigtet — andre er belæsset med varer, nogle kører med et lille barn helt ubeskyttet på sædet foran sig. Og der er busser og ældre biler, alle kører som det passer dem. Hvert eneste køretøj ser ud til at være på kollisionskurs med mindst ti andre. Men der er faktisk et mønster, en orden i dette kaos: Man holder øje, viser hensyn. Og når der bliver dyttet — og det bliver der konstant — er det ikke for at sige “skrid,” som i Danmark, men mere et “har du nu set mig?””

Ho Chi Minh City — i hvert fald det centrale District 1, hvor jeg opholdt mig — er en vidunderlig blanding af sydøstasien og Frankrig. Vietnam var jo en fransk koloni frem til 1954, og det franske har sat mange spor. Ikke bare baquetten i den vietnamesiske bánh mì kẹp, en sandwich med kød og masser af grøntsager og urter, men også i arkitektur og byplanlægning med mange parker, alléer og fleretagers byggeri. Her tænker jeg ikke på skyskrabere, som jo findes overalt, men bygninger som dette ganske smalle hotel:

“I det skærende sollys uden for står alt ekstra skarpt: farverne, scooterne på den smalle gade, horderne af rygsækturister fra Europa og USA. Plasticstolene uden for baren overfor. Man tørrer tøj og laver mad på altanerne. Også her er det tynde net af telefonkabler og elektriske ledninger spændt ud over gaden, og de allerstedsnærværende reklameskilte — det er en kakofoni af information på både vietnamesisk, engelsk, fransk og selv kinesiske skrifttegn. Sin Viêt Restaurant, Souvenir Shop Quang Cuong. Spotted Cow: Pizza, Pasta, Ribs. … Flere steder er der hængt snore tværs over gaden med farvede, trekantede bannere, og røde flag med hammer og segl. Med alle reklamerne og farverne er det let at glemme, at Vietnam stadig er et socialistisk land.”

HCMC er også en meget grøn by, sine steder kan man næsten tale om hængende haver, som her ved Ben Thanh Market:

Og om aftenen, når solen var gået ned, og dagens hede lettede en smule, kom Ho Chi Minhs beboere frem. Også det har fundet vej til De døde og de ufødte:

“Parken er et mylder af badmintonspillere, fodboldentusiaster og joggere. Her er familier, unge og ældre mellem hinanden. Små grupper spiller en form for Hacky Sack, men i stedet for en læderbold bruger de noget, der ligner en aflang fjerbold. Flere grupper — flest kvinder — dyrker aerobic til pumpende techno-musik, mens instruktøren pisker dem fremad i et ufattelig tempo. En lille pige i en gul stropkjole — hun kan ikke være mere end fire år gammel — står helt oppe foran, mens hun koncentreret prøver at følge med instruktørens serier af trin og fagter.

I sidegaderne tændes lysene i barerne og anlæggene pumper musikken ud i natten.”

“Blandt slanke skyskrabere, Chanel- og Saint Laurent-butikker slentrer man gennem det bløde, asiatiske mørke op ad Nguyĕn Huḉ mod City Halls blanding af fransk kolonistil og asiatisk ornamentering. I et gadekøkken køber man forårsruller og skoldhed nuddelsuppe, betragter flokkene af leende unge kvinder og børn hoppe mellem springvandene, der står op fra belægningen foran skulpturen af Ho Chi Minh. Træernes blade changerer i lyset fra de farvede lamper, asiatisk popmusik pumper fra skjulte højttalere.”

Busstationen ved Ben Thanh Market var simpelhent et stykke sovjetisk politisk kunst, den genre, der kendes som agitprop (AGITation og PROPaganda). På billedet man se, hvordan:

Statue af Ho Chi Minh (1908-1969), den nordvietnamesiske leder der har givet byen sit navn foran rådhuset for enden af Nguyễn Huệ.

Fransk kolonial stil i pittoresk forfald i mødet med brølende modernitet

Ho Chi Minh City har naturligvis også sin egen Book Street, der ligger lige bag det gamle posthus. En hel gade fyldt med både nye og antikvariske bøger, et par caféer og kaffesteder. Skyggefuldt og svalt under trækronerne.

I HCMC finder man også vietnamesernes War Memorial Museum. Selve udstillingen ligner noget fra Østtyskland i 1960’erne. Her er ikke tale om at prøve på at inddrage publikum, som vi kender det herhjemme. Og det meste er store plancher med tekst og sort-hvide fotos. Men det er til gengæld heavy stuff: Her dækkes ofrene for Agent Orange — den gift (dioxin) amerikanerne smed over junglen for at slå den ihjel, så Viet Cong ikke kunne gemme sig — og massakrene i My Lai. Men også det helvede ganske almindelige amerikanske soldater måtte gennemgå. På den måde er udstillingen overraskende afbalanceret. Der er også billeder af støtte til vietnameserne fra hele verden, og såmænd også et pressefoto her fra Danmark.

Gulvkakler fra det gamle posthus i kolonistil.

Det var lidt indtryk fra bogen og min rejse til Vietnam og Ho Chi Minh City. Men langt størstedelen af De døde og de ufødte er Lars Winkler Classic og foregår i København.

Jeg glæder mig til, at bogen udkommer, og man kan læse den:)

Kærlig hilsen
Jakob Melander

Find Jakob Melanders bøger på bog.nu