Forlagets beskrivelse:

I Ørestadens nye sommerfuglecenter gør to nattevagter et gruopvækkende fund, som sender Roland Triel og hans kollegaer på deres karrieres mest bizarre drabssag. Eneste spor er en tatovering på offeret.

I sin fritid jagter Triel og hans nye ven, journalisten Thor Brandt, den psykotiske morder og brandstifter, som tidligere har forsøgt at dræbe Triels kæreste, Astrid Månsson. Inge Renee Janné har været forsvundet i månedsvis, men Triel tror ikke på at han har givet op.

Andrea Triel er kommet videre fra traumet omkring sin mors død. Hun er fast besluttet på at finde morderen fra Myntevænget, men det er ingen let sag, selvom Triels datter er en beslutsom ung kvinde. Inden længe balancerer hun på en livsfarlig knivsæg.

Tine Færchs anmeldelse:

Roland Triel er tilbage. Det samme er hans plageånd, Inge Renee Janné, som slog  Triels kone ihjel og satte ild til deres gamle hus på Myntevænget.  Triel forsøger at holde sagen privat og i det skjulte, men det er ikke let, for Inge Reneé slår til og rammer Triel lige der hvor det gør mest ondt.

Samtidig sker der et grotesk mord i byens nye sommerfuglecenter. Jeg vil ikke afsløre hvordan det sker, men jeg kan afsløre at det involverer myrer. Det er gået op for mig, at jeg bedst kan lide de brutale mord, som er begået på en spektakulær måde. Når der er tænkt over en anderledes spændende mordmetode, som ikke ”bare” er et skud i brystet eller en snittet hals. Det må jeg sige, at Dennis Jürgensen har formået her.

Mordet i sommerfuglecenteret trækker tråde 32 år tilbage i tiden. Til en dansker i Spanien, som blev beskyldt for mord. Mord han sandsynligvis ikke har begået. Vi følger ham i tiden op til forbrydelsen og jeg vil mene, at det er denne historie der er den mest hjertegribende i bogen. Da sidste side var vendt, sad jeg tilbage med en klump i halsen. Yderst rørende fortælling.

Noget jeg desværre ikke sad tilbage med, var forløsning over endelig at have fået afsluttet drabet på Myntevænget. Øv, for nu synes jeg den er ved at være trukket langt nok. På den anden side, får historien ikke længere så meget plads, så set fra dét perspektiv er det måske ok, at der er en historie der er gennemgående og som på en eller anden måde får mig til at føle, at det er én lang historie jeg læser.

Når det så er sagt, så synes jeg at forfatteren virkelig lykkedes med, at fortælle to forskellige historier, som heldigvis ikke mødes i tilfældigheder på nogen måde. Det er lækkert synes jeg. På trods af, at bogen er lige så lang som de andre i serien, så kom jeg aldrig til at kede mig. Kapitlerne er korte og afsluttes som regel med spænding. Jeg synes Marcherende myrer er en af de bedste i serien indtil nu.

Én meget vigtig brik bliver lagt på plads til sidst, så nu glæder jeg mig til at læse om konsekvenserne af den. Jeg er kommet sent i gang med Marcherende myrer, så heldigvis, skal jeg ikke vente alt for længe på fortsættelsen.

Tine – Team Krimifan og Frk. Tines krimitanker