Bogen er anmeldt af Både Jan Findal Rasmussen og Per Drustrup Larsen.

En række uhyggelige voldtægter spreder skræk i Uppsala. Sammen med et lokalt efterforskningsteam skal Rejseholdet forsøge at opklare voldtægterne og flere efterfølgende drab.

Kriminalpsykolog Sebastian Bergman, er ikke længere tilknyttet Rejseholdet, men ved tilfældighedernes spil bliver han dog igen tilknyttet teamet.

Det samme bliver efterforskeren Vanja, som også havde forladt Rejseholdet. Hun er absolut ikke begejstret for, at hun nu igen skal arbejde sammen med Sebastian, hendes biologiske far, som hun absolut ikke har noget til overs for.

Bogen igennem følger vi de tos indbyrdes konflikter. Sebastian ønsker inderligt, at forholdet til Vanja kan bedres. Det gør Vanja til gengæld ikke. Konflikterne til trods formår de alligevel at arbejde sammen, men det afstedkommer mange indre kampe for dem begge i dette meget komplicerede far/datter forhold.

Også andre efterforskere på holdet har ondt i sjælen. Det gælder især Billy, som til sidst i forfatterparrets foregående bog ”De uegnede” begik en meget alvorlig forbrydelse, som han har gjort alt for at dække over. Skyggen af forbrydelsen forfølger ham både direkte og indirekte handlingen igennem.

Rejseholdets leder Torkel har indledt et nyt forhold, efter at han og Ursula – et andet medlem af Rejseholdet – har gjort det forbi. For Torkels vedkommende gælder det, at det nye forhold er velfungerende, mens Ursula til gengæld forsøger sig med forskellige dates. For at belyse Ursulas kærlighedsliv yderligere, så har hun også haft et forhold til Sebastian Bergman.

Hjorth Rosenfeldt beskriver på fin og interessant vis parforhold, kærlighed og utroskab. Det fylder næsten lige så meget som selve krimiintrigen. Det gøres på en sådan måde, at ens nysgerrighed bliver vakt, men for mig det fylder meget – også for meget.

Intrigen er fin. Beskrivelsen af politiets efterforskning er også fin, og man finder hurtigt ud af, at voldtægterne på en eller anden måde har noget at gøre med en hændelse, der fandt sted i en lille gruppe dybt kristne, der gemmer på en hemmelighed, som gruppen har været involveret i. Forholdet mellem de lokale efterforskere og Rejseholdets efterforskere er til tider meget anspændt.

Den afslutning, der kommer på krimiintrigen, havde jeg bestemt ikke set komme.

Der er meget fine person- og miljøskildringer hele bogen igennem.

Jeg må indrømme, at jeg er meget begejstret for Sebastian Bergman. Det er altid spændende at se, hvad han finder på. Han er en dygtig psykolog, men ofte ”et dumt svin”, som dog også forsøger at være lidt næstekærlig ind imellem.

Den vinkel, som handlingen ses fra, skifter meget ofte. Derfor kommer man godt ind i hovedet på en meget stor del af bogens personer.

Efter min mening er det ikke den bedste krimi fra Hjorth Rosenfeldts hånd. Der er for meget ”udenoms” i forhold til selve krimiintrigen, som først for alvor bliver rigtig spændende til sidst i bogen.

Ingen skal dog være i tvivl om, at det er en glimrende krimi, men den kommer ikke helt til tops.Hr Ferdinand 2018 – 428 sider

Jan Findal Rasmussen – Findals krimiside 

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Per Drustrup Larsens anmeldelse:

Handlingen i bogen følger 2 hovedspor: dels de komplekse personlige relationer mellem personerne i rejseholdet, hvor Bergman som altid er markant del af konflikterne, og dels selve sagen med de barske serievoldtægter. Vægten mellem de 2 spor varierer gennem bogen, og selv om det personlige tager noget fart af krimisagen, så bliver det alligevel til en rigtigt spændende historie. Og det hele hænger alligevel sammen, for selvfølgelig påvirker konflikterne arbejdsglæden og dermed det faglige arbejde, og der er også lagt nogle vildt overraskende linjer til næste bog i serien, der kun kan komme for langsomt.

Sebastian Bergman er en de mest usympatiske hovedpersoner, jeg har læst om i krimiserier, og det synes de fleste af hans kollegaer sandelig også. Det eneste formildende er hans effektivitet og evne til at finde den usædvanlige vej mod løsningen. Han er vildt irriterende og provokerende ud over alle grænser med f.eks. sin grænseløse behov for sex og så er han betydeligt mere charmerende og tænkende end f.eks. den 100 % gennemført usympatiske Evert Bäckstrøm fra Leif G.W. Persons bøger.

Det står helt klart, at der bag bogen står et par drevne og vildt dygtige historiefortællere. Det er denne bog et godt bevis på sammen seriens tidligere bind, men det gælder også deres manuskripter bag flere Wallanderfilm og Broen.

Historien om voldtægterne fortælles set fra både ofrenes og forbryderens vinkler, og opklaringen foregår med en støt stigende spændingskurve ferm mod den lidt overraskende, men helt logiske løsning – og en sidste voldsom udgang på bogen.

Bogen får 9 point på min egen blogs krimispændingsskydeskive
og 4 krimihjerter her: 

Per Drustrup Larsen  –  Drustrups Bogblog