Jeg har været i ferie-mood i sådan en grad, at jeg glemte at blogge sidst, det var min tur. Nu er ferien slut, og jeg er her igen.
I min ferie har jeg:
- Flere gange barrikaderet mig på toilettet i lange perioder med forklaringen hård mave – og smuglet en krimi med.
- Ikke sjældent læst til midt på natten med det resultat, at jeg har været en meget uoplagt mor og kone dagen efter. Men når nu næste kapitel lokker…
- I et splitsekund fået den tanke, at den sure dame i nabo-sommerhuset har kidnappet min datter på knap tre år, da jeg ikke kan finde barnet, og jeg ser naboen suse væk i sin Fiat. Finder dog barnet minuttet efter i gang med leg – ganske uvidende om sin mors paranoia.
- I en samtale nævnt: ”Jeg kender også en, der har oplevet at… ” og bliver flov, når det går op for mig, at det er en fiktiv person, jeg tænker på.
- Lokket ungerne med på biblioteket en af de få dage med høj sol, da jeg selv mangler læsestof.
- Læst rigtig mange skønne, uhyggelige krimier – og elsket hvert sekund.
Jeg håber, at du har nydt din ferie, for det har jeg.
Rebekka Andreasen
Heldigvis virkede det ikke som om, mine unger var kede af turen til biblioteket. Kommer du i nærheden af Faaborg, så tag på biblioteket dér – det er en oplevelse for både store og små.



Det lyder som en dejlig ferie
/Tina
Hvor mange krimier fik du læst? Jeg har (som den eneste i hele landet?) IKKE haft ferie endnu, men nedtællingen er sat i gang.
Det var en rigtig skøn ferie, Tina, og Mette Camilla – god ferie til dig, når du er så heldig, at det er din tur. Tror jeg nåede seks krimier på 14 dage i sommerhus. Bl.a. Ødeland, som jeg har anmeldt her på sitet.