Er krimier andet end blot spænding?

… Ja, lyder svaret klart, hvis man spørger krimiforfatter Helle Vincentz. For ti år siden, inden hun blev forfatter, mødte hun nemlig den tidligere direktør for Shell i Nigeria, som berettede dramatisk om de sammenstød, olievirksomheden havde haft med lokalbefolkningen i det oliemættede, nigerianske delta, og om hvordan han sammen med sine medarbejdere havde måttet flygte under skudsalver affyret af vrede, lokale stammer. En kugle hvinede tæt forbi hans eget øre; to af hans medarbejdere var ikke så heldige.

Fortællingerne vakte hendes interesse for verdens magtfulde olieindustri, og hun begyndte at undersøge, hvad der sker, når store olievirksomheder går ind i u-landene i deres jagt på det forjættede, sorte guld.

Hendes research afslørede tvangsforflytninger, forgiftet miljø, korruption og endda mord! Indignationen og ønsket om at fortælle den historie ledte hende til at skrive sin første krimi, ’Den afrikanske jomfru’, som netop sammen med ’Den filippinske pirat’ og ’Nukaakas kabale’ er blevet genudgivet på People’s Press.

 

Læs også kronikken i Politiken “Krimien er den litterære lanse for samfundskritik” søndag d. 16. oktober. Her fortæller Helle Vincentz, hvorfor hun mener, krimigenren er perfekt til at fortælle de kritiske historier fra verden. (Bemærk at læsning kræver abonnement eller betaling).

Har du læst den? Hvad synes du?