Havhvepsen af Tommy Thorsteinsson

Handling

Havhvepsen er et af verdens farligste dyr. Dens gift fører til en hurtig og smertefuld død!

En intelligent og skruppelløs hacker er på spil i dansk erhvervsliv. Hackeren går målrettet efter velhavende erhvervsfolk, der bærer pacemaker. En afslappende ferietur til Mallorca ender med et kynisk angreb, og snart kan hackeren skrive morder på visitkortet.

Under ledelse af drabschef Victor Bach kæmper efterforskerne med at identificere gerningsmanden. De søger hjælp hos Dieter Wolf, der nu arbejder hos NC3, Nationalt Cyber Crime Center. Han kommer hurtigt på sporet af den tilsyneladende hacker, men har de rettet kikkerten mod den rette, eller har Dieter fundet sin overmand?

Samtidig kæmper Anna Blaafalk med eftervirkningerne af sommerens likvideringsforsøg og et dødsfald i familien. I kulissen spøger både kærligheden og en tidligere kollega.

Anmeldelse

Havhvepsen er anden krimi skrevet af Tommy Thorsteinsson, hvor den første hed “Ensom ulv”.

Havhvepsen er en selvstændig efterfølger af Ensom ulv. Havhvepsen kan sagtens læses uden at du har læst Ensom ulv.

Havhvepse er heldigvis ikke noget man møder i de danske farvande. At det er en hidsig størrelse og at det ikke er noget man ønsker at komme i nærheden af, det vil du give mig ret i når du har læst bogen.

Det er en rigtig spændende krimithriller. Ud over at være spændende er den uhyggelig, grusom og helt fantastisk. Det er en historie som får det til at løbe dig koldt ned af ryggen, også når du tænker tilbage på bogen efterfølgende. Det har været en fornøjelse at være i Tommy Thorsteinssons krimiunivers. Den var svær at slippe, og det er jo altid et godt tegn.

Der er nogle rigtig gode personbeskrivelser som du hurtigt får ind under huden. Den er fortalt i et let tilgængeligt sprog, også når noget mere teknisk skal forklares.

Plottet er rigtig godt bygget op. Den har mere end indfriet mine forventninger.

Er du til en kold rislen ned af ryggen og klar til at nakkehårene begynder at stritte. Så er du helt klar til denne.

Uanset hvad så synes jeg bestemt ikke du skal snyde dig selv for denne krimithriller.

fire krimihjerter

Havhvepsen er modtaget som anmeldereksemplar af Forlaget Forfatterskabet.dk

Du kan læse flere af mine anmeldelser m.m. på min private krimiblog Krimihjerte

Har du læst den? Hvad synes du?