Bogen er en rigtig spændende afslutning på forfatterens trilogi efter Stieg Larssons første tre bøger. Den afrunder fint serien, og den er en god afslutning på en spændende historie med nogle fascinerende hovedpersoner.

Fra bogens bagside:
Da en hjemløs mand findes død i en park i Stockholm, ligner det et almindeligt, trist og ensomt dødsfald. Men retsmediciner Fredrika Nyman kontakter alligevel Mikael Blomkvist, for den hjemløse har Mikaels telefonnummer på en krøllet seddel i lommen.

Mikael Blomkvist har ikke lyst til at involvere sig i Fredrika Nymans efterforskning, men han bliver alligevel interesseret, da det viser sig, at den hjemløse ved flere lejligheder har fablet om Johanne Forsell, Sveriges forsvarsminister.

Lisbeth Salander er længe blevet hjemsøgt af fortiden, og det er på tide at bryde ud af de kvælende skygger af ondskab, som hendes far, Alexander Zalavhenko, har kaster over hendes liv.

Mikael opsøger Lisbeth, men hun bor ikke længere i Fiskargatan 9. Hun er taget til Moskva for én gang for alle at gøre regnskabet op med sin tvillingesøster Camilla

Min anmeldelse:
Selv om bagsideteksten især fortæller om Michael Blomkvists rolle i bogen, så er bogen, som det også står på forsiden, en Lisbeth Salander-roman. Hendes rolle har været den centrale drivkraft i hele Millennium-serien, og nok især i de 3 bøger, hvor David Lagercrantz har bygget videre på Stieg Larssons fremragende trilogi.

Jeg var ikke specielt begejstret for de første 2 bøger i den efterfølgende trilogi specielt ikke bind 2. Jeg anmeldte den første – “Det der ikke slår os ihjel” – som lektør, hvor jeg bl.a. skrev “den fungerer fint som direkte fortsættelse af Larssons bøger som sådan og som krimi uden dog at nå trilogiens stringens, stilarter og ånd”. “Manden der søgte sin skygge” anmeldte jeg på min blog HER. Jeg beskrev bogen som spændende, men noget rodet og ufokuseret, så jeg gav den kun 6 skydeskivepoint på min blog og 3 krimihjerter her på krimifan.dk.

Vel er der omveje og emner samt parallelhandlinger i denne seneste/sidste, og elementerne er bl.a. skandaler op den svenske politiske arena, DNA-forskning og Mount Everest, men den fungerede for mig noget mere fokuseret og samtidig spændende helt frem til det helt nødvendige og afsluttende opgør mellem de to tvillingesøstre, hvor også andre af seriens aktører kommer i skudlinjen. Og heldigvis er Lisbeth Salander undervejs stadig en teknologisk haj på jagt i et oprørt farvand.

På den måde fungerer bogen for mig som en spændende og interessant afslutning på en totalt set god serie med nogle interessante hovedpersoner. Uden at afsløre hvordan det endelige opgør ender, må jeg sige, at det hele hænger fornuftigt sammen. Samtidig er jeg ret meget i tvivl om det fornuftige i spekulationerne om, hvilken forfatter der kan fortsætte serien. Det er for mig unødvendigt med flere bind i serien. Flere forfattere er blevet bragte spil bl.a. Jesper Stein, men mit råd vil være: Stop serien her og lad forfatterne finde på noget originalt selv. Det ved jeg da, at Jesper Stein kan.

For én gangs skyld vil jeg afsløre en bogs slutning i en anmeldelse. Bogen ender med denne skriftlige dialog mellem Lisbeth og Mikael:

Jeg har sat punktum, skrev hun.
Punktum? Svarede han straks.
Det er på tide at begynde på en frisk.
Hun smilede, og hjemme på Bellmannsgatan smilede Mikael også.
Hun havde ret – det var tid til at begynde på en frisk.

7 skydeskivepoint på min egen blog og 3 krimihjerter her er min endelige vurdering: 

David Lagercrantz
Hende der må dø
(Millenium-serien bind 6)
Modtryk, 2019
332 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Per Drustrup Larsen  –  Drustrups Bogblog