“Hjerteknuser” af Geir Tangen

Bogen er anmeldt både af Per Drustrup Larsen og Jan Findal.

Journalist Viljar Ravn Gudmundsson og politiefterforsker Lotte Skeisvoll er ikke helt kommet sig efter sagen med seriemorderen, der kaldte sig Maestro, da en ny sag ryster dem begge.
I et af Haugesunds finere villakvarterer vågner en ung mand efter en fest. Ved siden af ham i sengen ligger en kvinde. Død. Den unge mand er Alexander Hauge Gudmundsson, Viljars søn.
Viljar må ud i sit livs kamp. En kamp der afdækker et hårdt ungdomsmiljø præget af alkohol, stoffer og sex. Og et sted i kulisserne opererer en gruppe højreekstremister.
Sådan introduceres bogen ganske kort på bagsiden.

Per Drustrup Larsens anmeldelse:
Både Viljar Ravn Gudmundsson og Lotte Skeisvoll er stadig voldsomt traumatiserede efter de dramatisk begivenheder i første del i serien. Den hed “Maestro”, og den anmeldte jeg HER.

Krimiblogger og krimiforfatter, Geir Tangen, har igen skrevet en god og overraskende krimi med flere referencer (og helt sikkert flere end jeg fangede) til krimier og krimiforfattere, men denne gang gør historiens bagved liggende alvor det til en endnu stærkere læseoplevelse.

Ingen af de to hovedpersoner er egentlig i stand til allerede at passe deres jobs, og det får også følger for forløbet i denne nye sag, hvor højreekstremisme og fremmedhad har været det emne, Tangen har valgt som omdrejningspunkt for bogen. Udgangspunktet er de interne magtstrukturer i en ungdomsgruppe med bl.a. mobning og misbrug, men der viser sig dybere problemer for de medvirkende, for Haugesund og for hele det norske samfund.

Med tanke på Utøya, skoleskyderier og terrorangreb er det svært ikke at tage historien dybt alvorligt, og det gjorde jeg samtidig med, at jeg var spændt på sagens forløb, meget overrasket over slutningen og fornøjet med bogens sprog og opbygning

Det er et rigtigt godt og ret usædvanligt makkerpar, Tangen har fået sat sammen, og det bliver spændende at følge dem fremover! Serien er tænkt som en trilogi, og arbejdstitlen på den afsluttende bog – med mindre Geir Tangen vælger at fortsætte serien – er “Død mands tango”, som forventes udgivet senere i 2018.

9 skydepoint bliver det til på min blogs krimiskydeskive og 5 krimihjerter her: Fem krimihjerter

Per Drustrup Larsen     –     Drustrups Bogblog

 

Geir Tangen
Hjerteknuser
Modtryk, 2018

409 sider

Jan Findals anmeldelse

Igen har norske Geir Tangen skrevet en fremragende krimi. Den indeholder en lang række meget interessante temaer, som på virkelig god vis flettes ind i hinanden.

Et vigtigt tema er posttraumatisk stress, som politiefterforsker Lotte Skeisvoll er blevet ramt af som følge af det, hun blev udsat for i Geir Tangens første krimi MAESTRO. Skildringen af Lottes ydre og indre kampe – både de private og arbejdsmæssige – er godt og troværdigt fortalt.

I det hele taget er beskrivelsen af hende særdeles god.

Det er beskrivelsen af bogens anden hovedperson Viljar Gudmundsson også. Han er heller ikke kommet sig over det, han oplevede i den foregående bog. Et vigtigt tema i forbindelse med ham er far-søn forholdet, som udspiller sig i forbindelse med at hans søn, Alex mistænkes for drab.

I lighed med de andre personer, der optræder i bogen, er beskrivelsen af Alex ligeledes virkelig god.

Et væsentlig tema, hvor Alex spiller en stor rolle, er temaet ”unge mennesker”. Her indgår bl.a. stofmisbrug, sex, uploadede sexvideoer på nettet, vilde fester, mobning m.m.

Bogens hovedtema er uden diskussion fremmedhad og højreekstremisme. Bogen beskriver på god, realistisk og forfærdende vis, hvordan grupper af nordmænd hader de fremmede, som gennem årene er kommet til Norge. Dette afstedkommer handlinger, som i høj grad relaterer til massakren på Utøya, hvilket forfatteren ikke lægger skjul på.

De forskellige miljøer man kommer rundt i fremstår meget tydeligt.

Ud over at bogen er meget tankevækkende er den også yderst spændende.

Geir Tangen har Norges største krimiblog, så han har et indgående kendskab til bl.a. sine norske krimiforfatterkolleger. Derfor kommer der sommetider lige en lille henvisning til et eller andet, som kollegerne har skrevet. Det er et interessant twist.

Jeg håber, at Geir Tangen allerede er langt inde i at forfatte bog nummer tre om Viljar Gudmundsson og Lotte Skeisvoll.

Fem krimihjerter

Modtryk 2018 – 409 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Har du læst den? Hvad synes du?