FOTO: Stine Heilmann

Vi har her på Krimifan læst og anmeldt alle Jakob Melanders bøger om Lars Winkler, har du endnu ikke læst dem, så tag et kig på vores anmeldelser HER – de er helt klart et godt bud på din næste krimi.

Jakob Melander debuterede med krimien Øjesten i 2013. Øjesten er 1.bind i serien om politiassistent Lars Winkler, og bogen strøg dengang lige ind på bestsellerlisterne, og er solgt til udgivelse i 8 lande.

Anna-Luisa fra Krimifan-teamet har været så heldig at få lov at stille Jakob Melander et par spørgsmål.

Næring fra musikken

Hvert år kaster jeg mig ud i at læse så meget som muligt af en ny serie i min sommerferie. I år blev det Jakob Melanders tur og jeg har i min sommerferie læst de 3 første Lars Winkler bøger.

Jeg er meget begejstret, og skal uden tvivl ud at have fat i Det bedste til mig og mine venner også.

Jeg kan se at musikken har haft stor betydning for Jakob – og som læser, fornemmer jeg, at Lars Winklers helt specielle følelser for musikken fremspringer af Jakobs egen interesse heri. Derfor spurgte jeg Jakob hvad gør musikken ved ham, og hvordan han bruger det i sit forfatterskab.

Jakob har spillet rockmusik i mange år, fra midten af gymnasiet til han begyndte (sent) på universitetet som 31-årig. Han har så at sige boet i musikken. Og musik betyder stadig meget for ham. Dels er det en kunstform, som går lige ind. Som Jakob i hvert fald ikke har nogen barriere overfor. Den kommer ind før sproget og dermed refleksion og det er umuligt at skabe en intellektuel barriere eller beskyttelse mod den.

Både på godt og ondt.

Jakob fortæller endvidere, at han har læst, at visse mennesker reagerer på musik som på kokain, og når han selv hører visse numre og visse passager, kan han da også få en rent fysisk nydelse, hvor det risler i nakken og eksploderer i hovedet!

Musikken bruger han dels som referencepunkt for Lars, hans hovedperson. I både Øjesten og Det bedste til mig og mine venner har musikken endvidere plotmæssig betydning. Og så er det jo også en tidsmarkør, når man bevæger sig tilbage i fortiden.

Endelig er det at skrive også meget musikalsk for Jakob. Han kan rette i sin tekst og bagefter går det op for ham, at han har rettet for at få en mere mol-agtig stemning i én sætning, hvor den næste måske skal have mere dur-karakter (med hhv. bag- og fortungevokaler a,o,u og e,i,y)

Troværdigt på egne præmisser

Et godt tankespind er centralt for en god krimi. Man sidder tilbage med den her fantastiske opfattelse af hvordan man som forfatter måske ofte må tænke ud af boksen, for at ramme lige netop de detaljer, der gør historien både troværdig og spændende.

Weekendavisen skrev i sin anmeldelse af De berusedes vej; ”Han er eminent til at fange stemninger, og tit er hans tekst lige så detaljerig og fantasifuld som et papirklip af H. C. Andersen.”

– Og jeg er helt enig. Jeg kunne derfor tænke mig at høre lidt om hvordan Jakob bærer sig ad med at sikre bogens troværdighed?

Jakob svarer at egentlig interesserer en sådan realisme ikke. I hvert fald ikke forstået som at det der står i hans bøger også skal kunne foregå præcis på samme måde i virkeligheden. Eller at et bestemt sted ser præcis sådan ud. Hvis man ser bag i de tre sidste bøger har Jakob en lille disclaimer med, at der ikke er nogen garanti for, at det København, der beskrives, findes andre steder end i forfatterens hoved og i hans bøger. Til gengæld forsøger han at få universet til at fremstå så realistisk som muligt for mine personer. Det vil sige, at DE tror på det og derigennem får læseren forhåbentlig også en oplevelse af troværdighed. For Jakob skriver i ekstrem grad fra sine personers indre.

Når det er sagt, så er Jakobs svigerfar pensioneret narkobetjent. De diskuterer selvfølgelig historierne og den erfarne betjent læser også med på manus. Men alle fejl eller afvigelser står for Jakobs egen regning, for historien er vigtigere end at påstå en realisme som alligevel altid er falsk.

Og endelig hjælper musikken også her — til at styre sætningerne og føre læseren videre.

Inspirationen

Jeg synes som læser, at det er interessant at vide, hvad det er der så at sige sætter historierne i gang. Og jeg spurgte derfor Jakob ind til hans ”skrive-trigger”?  Samt hvad eller hvem, der inspirerer ham, når han skriver og hvordan dette kommer til udtryk?

Jakob skal tænke sig lidt om inden han svarer, og beretter at historierne kan være en lille krog i noget han læser, eller hører. Eller bare et billede, der dukker op i bevidstheden. Når han så skriver bøgerne, er det noget med at sætte sig ned og skrive. Hver dag! Og når man så kommer ud på den anden side er der så en bog, der naturligvis skal redigeres. Så det også i høj grad noget med at hive sig selv op og blive ved.

Jakob hører tit, men ikke altid, musik, når han skriver. Instrumental — det kan være world, klassisk, elektronisk, alt muligt forskelligt. Og så kender han jo efterhånden personerne så godt, at de også inspirerer og bringer ham videre.

Jakob skriver på sin næste bog i serien og er i den forbindelse snart på vej til Saigon for at lave research til den næste Lars Winkler krimi. Jeg drister mig derfor til at høre, om vi mon er så heldige, at Jakob vil løfte sløret bare en lille smule for, hvad den kommer til at handle om.

Jakob bekræfter at den næste Lars Winkler-krimi ganske rigtigt har en mindre del, der foregår i Saigon/Ho Chi Minh City. Han vil helst ikke afsløre for meget, men historien begynder ikke så langt tid efter Det bedste til mig og mine venner sluttede, og har tråde tilbage til Vietnamkrigen (naturligvis), det kriminelle miljø på Vesterbro i 1980’erne og sammenblandingen af det der tidligere hed ulandshjælp og multinationale virksomheder.

Der er endnu ikke nogen, der rigtig har bemærket det, og derfor gør Jakob selv opmærksom på det her. Han har indtil videre skrevet fire bøger om Lars og der er kun gået cirka et halvt år i hans liv. “Det kan være, jeg ikke har læst nok. Men jeg har faktisk ikke læst eller hørt om en tilsvarende serie.” siger Jakob.

Vi her på Krimifan kan heller ikke lige komme i tanke om en anden serie, hvor det er tilfældet, og vi glæder os helt vildt til igen at læse om Lars Winkler.

Læs anmeldelsen af Øjesten

Læs anmeldelsen af Serafine

Læs anmeldelsen af De berusedes vej

Læs anmeldelsen af Det bedste til mig og mine venner

 

FOTO: Stine Heilmann

Har du læst den? Hvad synes du?