Den retsmedicinske krimithrillers mester er på banen igen, og igen møder læserne det faste makkerpar Sara Linton og Will Trent. Det er et herligt spændende gensyn i det, som er seriens bind 8! (Og endda kun et par måneder efter den amerikanske udgivelse).

img_1904
______________________________________

Fra bogens bagside:
Mænd og koner. Mødre og døtre. Hemmeligheder binder dem sammen. Hemmeligheder der kan blive deres død.

En tidligere politibetjent med et plettet ry findes myrdet. Blodige spor på gerningsstedet afslører, at der er et offer mere: en kvinde, men hun er forsvundet.
Da Will Trent og Dr. Sara Linton, Georgia Bureau of Investigations nyeste retsmediciner, begynder at efterforske sagen, leder spørgsmålene til Wills egen fortid. Snart begynder det at gå op for Will og Sara, at sagen kan få skæbnesvangre konsekvenser både for dem selv og deres nærmeste. En desperat jagt på sandheden og den forsvundne kvinde sættes ind, men tiden er ved at rinde ud …

______________________________________

Blandingen af politimæssig efterforskning, retsmedicinske facts og personernes egne og fælles problemer i fortid og nutid er velkendt fra Slaughters øvrige bøger og er igen meget effektivt styret.

Udover at bogen er et længe ventet gensyn med Sara Linton og Will Trent er bogen også et gensyn med Will Trents kollegaer som f.eks, Amanda og Faith. Samtidig spiller Will Trent kone, Angie, en central rolle. Hun er en af de mest koldblodigt beregnende og skrupelløst voldelige krimipersoner, jeg har mødt længe. De blev gift som helt unge, og Will Trent har forsøgt at blive skilt fra hende. Nu dukker hun op, og vi får historien om deres fælles fortid fra opvæksten på børnehjemmet og deres videre forhold. Angies datter er også central person i handlingen. Den påvirkes også af planer for byggeriet af et stort forretningscenter, som flere sportsfolk er interessenter i, og hvor der er anklager for voldtægt mod den største af sportsstjernerne. Desuden må det siges, at ikke alle politifolkene er lige ærlige.

Den grufulde sag udvikler sig til et potentielt mareridt for forholdet mellem Will og Sara samt for Wills karriere.

Det vil være skrækkeligt at fortælle ret meget mere af handlingen, fordi den er fortalt på en måde med et par tidsspring og langsom afsløring af hemmeligheder og bevæggrunde, at spændingen bygges sikkert og intenst op. Den oplevelse skal jeg på ingen måde ødelægge.

Da jeg sidste år skrev lektørudtalelse for Dansk BiblioteksCenter om Karin Slaughters “De smukkeste” skrev jeg bl.a. sådan:
Slaughter byder endnu en gang på neglebidende spænding og gruopvækkende familiehemmeligheder, der vil holde dig fanget til sidste side. Læsere af psykologiske thrillere vil elske bogen…

Noget helt tilsvarende kan siges om “En holdt kvinde”, og selv om handlingen ender (nogenlunde) godt for Sara og Will, og det afslører jeg ikke noget ved at fortælle, så kan jeg alligevel se tegn på mulige trusler med dem og deres forhold i næste bog, men kom bare med den. Jeg er så klar!

Serien/serierne
“De smukkeste” var en selvstændig bog helt uden sammenhæng med de øvrige bøger, der egentlig er én lang serie, hvor Sara Linton i de første 6 bøger danner makkerpar med Jeffrey Tolliver, og i løbet af de (indtil videre) følgende 8 bliver makker og senere partner med Will Trent.

Da denne nye jo er bind 8 i den sidste del af serien, vil det være ganske ufornuftigt at læse den først. Dels vil det være en spoiler, hvis man senere begynder på de øvrige, og dels er der sket meget personerne indbyrdes, som det vil være bedst at vide.

Grant County-serien
– med Sara Linton og Jeffrey Tolliver (af Dansk BiblioteksCenter kaldet ”Sara Linton-serien”)
Mord for øje
Svigt
Kold frygt
Hævneren
Vantro
Hvid død

Sara Linton og Will Trent-serien
(De første to er kun med Will Trent, og de følgende også med Sara Linton fra Grant County-serien.)
Mørk treenighed
Bortført
Genesis
Brudt
Dybt fald
Forbryder
I skjul
En holdt kvinde

Karin Slaughter
En holdt kvinde
HarperCollinsNordic, 2016

(476 sider)

Fem krimihjerter

Per Drustrup Larsen – blog.drustrup.dk

Har du læst den? Hvad synes du?