Bogen er anmeldt af både Betina Nielsen, Jan Findal og Anna-Luisa Alonso
Forlagets beskrivelse:
I en forstad gør politiet et uhyggeligt fund. En yngre kvinde er blevet dræbt og efterladt på en legeplads. Hendes ene hånd er skåret af. Over hende hænger en lille kastanjemand.
Den unge efterforsker Naia Thulin sættes på sagen. Som makker får hun den udbrændte efterforsker Mark Hess, der netop er blevet smidt hjem fra Europols hovedkvarter i Haag. Snart opdager de, at kastanjemanden bærer på et mystisk spor fra en pige, der formodes dræbt: socialminister Rosa Hartungs datter, der forsvandt et år tidligere. En mand har tilstået drabet på pigen, og sagen er for længst opklaret.
Kort efter findes endnu en kvinde myrdet. Sammen med endnu en kastanjemand og endnu et spor fra pigen. Thulin og Hess fornemmer en sammenhæng mellem sagen om ministerens datter, de myrdede kvinder og den morder, der spreder angst over hele landet. Men hvilken? Thulin og Hess kæmper mod uret, for de frygter, at morderen er på en mission, der endnu ikke er afsluttet.
Betina Nielsens anmeldelse:
En dag om at læse 528 sider……Ja, så siger det vel nærmest sig selv. Her er nemlig en krimidebutant, der stryger ind over målstregen, flere længder foran mange af de garvede krimiforfattere.
“Kastanjemanden”, som Søren Sveistrup meget rammende har kaldt sin bog,er du, som læser, hooked fra start til slut. Bogen er utrolig velskrevet og de korte kapitler er en stor gevinst for ens læseoplevelse.
Mange ville blive lidt skræmte af 528 sider, men jeg ville ikke have været foruden en eneste af dem. Alt overflødigt snik snak er skåret væk, så alt man læser er relevant for handlingen.
De to hovedpersoner Thulin og Hess træder skarpt og klart i karakter og er interessante at følge.
Selve plottet er genialt skruet sammen. Man skal meget langt hen i bogen, før man MÅSKE gætter en lille del af sammenhængen. Temaer som omsorgssvigt, tab, savn og hævn er omdrejningspunkterne i denne her krimi og disse bliver beskrevet og behandlet på bedste vis, så man ikke er i tvivl om, hvad Sveistrup har på hjertet.
Man gyser, bliver rørt og berørt undervejs, samtidig med man imponeres af krimidelen. Selv om jeg har læst ufattelig mange krimier, sad jeg med en fornemmelse af, at her var noget nyt og specielt, som jeg ikke er stødt på ret mange gange før. Alt spiller sammen på en beundringsværdig måde, så underholdningsværdien er i en klasse for sig selv.
Har Kastanjemænd altid været uhyggelige? Det har jeg egentlig aldrig tænkt nærmere over, før jeg læste denne bog. Men nu er jeg ikke i tvivl. De er rigtig væmmelige og uhyggelige, så dem skal man holde sig langt fra.
“Kastanjemanden” er en helt forrygende bog, der kommer til at begejstre mange krimifans.
JAN FINDALS ANMELDELSE
Jeg er helt sikker på, at 2018’s krimidebutdiplom skal gå til Søren Svejstrup. Jeg har læst mange fremragende krimidebuter gennem årene. ”Kastanjemanden” er så absolut en af de mest fremragende.
”Kastanjemanden” har en sublim spændende krimiintrige, hvori Søren Svejstrup indfletter den sørgelige kendsgerning, at der findes børn, der i voldsom grad mistrives på grund af forældresvigt og efterfølgende anbringelse i familiepleje – indimellem med omsorgssvigt oveni. Det kan i nogle tilfælde afstedkomme helt uoverskuelige problemer, hvilket på en uhyggelig og grusom måde sker i bogen i form af flere drab.
Søren Svejstrup evner også at lade tankevækkende handlinger indgå i en handling, hvor der hele tiden sker noget. Bogens 523 sider er ikke én side for lang.
Efterforskerne Naia Thulin og Mark Hess sættes på sagen. Et mere umage par skal man lede længe efter. Den enlige mor Naia og den fra Europol hjemsendte Hess har ikke meget at sige hinanden til at begynde med.
Skildringen af de to er fremragende. Naia ønsker forflyttelse fra Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet, og Hess er til at begynde med meget uengageret. Efterhånden udvikler samarbejdet sig dog bedre og bedre.
Man lærer de to rigtig godt at kende, og bogens andre personer får man også godt ind under huden.
Samarbejdet i efterforskningsafdelingen fungerer ikke særlig godt. Afdelingens ledende politiinspektør Nylander er ikke særlig god til at bakke op om Hess og Thulins efterforskning, og kun nødtvunget giver han dem ret, når det viser sig, at de har det.
Tankevækkende er det at læse om socialminister Rosa Hartung og hendes mands tanker og gøren og laden i forbindelse med datterens forsvinden.
Jeg kan godt lide det twist, at Rosa Hartung er socialminister, og de følger det har på Christiansborg, at hun så personligt er involveret i en forsvindingssag.
Det er bestemt ikke rart – men desværre realistisk læsning – at få beskrevet, hvad børn i familiepleje i værste tilfælde kan blive udsat for.
Interessant er det at få beskrevet, hvad der kan foregå inde i hovedet på mennesker, hvis hjerner ”er skruet forkert sammen”. Men hvad er egentlig årsagen hertil? Er det arv eller er det miljø? Det kan man godt overveje, når man efterhånden finder ud af, hvilke miljøer gerningsmanden har færdedes i op gennem livet. I øvrigt havde jeg slet ikke gættet mig frem til hvem, gerningsmanden er.
Man kan jo mene følgende er fuldstændig ligegyldigt, men det er det ikke for mig. Det politimæssige er ikke helt i orden, og det skal det efter min mening være.
Politigården har ikke længere Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet. Den er placeret på Teglholmen. Det er bestemt heller ikke alle ”almindelige” efterforskere – som her i bogen – der er kriminalassistenter. Det er kun de, der har ønsket at beholde denne titel, hvis de havde den før Politireformen fra 2007. De andre er politiassistenter.
”Kastanjemanden” kan på det allervarmeste anbefales. Det er en fuldstændig, fantastisk fremragende krimi. Læs den før din nabo!
Politikens forlag 2018 – 523 sider
Klik HER og se alle mine anmeldelser
Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget
Anna-Luisas anmeldelse:
Kastanjemanden er en debut af en kaliber jeg ikke mindes at have set før. Og ærligt – jeg var skeptisk i forhold til en debutkrimi på 522 sider. Troede jeg på at Søren Sveistrup evnede at fastholde min interesse gennem hele denne mursten af en krimi? Det var det store spørgsmål. Min tvivl blev dog lynhurtigt gjort til skamme og allerede efter første kapitel fandt jeg mig selv siddende næsten åndeløs. Sikke en start – og det bedste er at Søren Sveistrup ikke taber pusten en eneste gang i denne kolos af en krimi.
Skal du læse bare een krimi i din sommerferie i år skal du læse Kastanjemanden!
Jeg er ikke et sekund i tvivl om at denne vil styrge til tops både herhjemme og internationalt – og selv vil jeg sidde klistret til skærmen mens jeg formentlig glemmer at trække vejret i bare spænding, hvis denne filmatiseres, som forbrydelsen.
Søren, fat pennen – jeg venter allerede på den næste!
Her på Krimifan er vores max 5 hjerter, så det får Kastanjemanden selvfølgelig, men jeg er faktisk så meget fan at jeg på Annaluisasverden topper med en ekstra stjerne og giver hele 6 styks til den til dato mest uhyggelige danske krimi jeg har læst.
