”Katharina-koden” er den første i norske Jørn Lier Horsts cold case-kvartet.
Det er fireogtyve år siden, Katharina Haugen forsvandt, men sagen er stadig uopklaret. D Drabschef William Wisting har aldrig opgivet at finde gådens løsning. Hjemme hos sig selv har han alle sagens akter stående.
Hvert år på dagen for hendes forsvinding finder han sagsmapperne frem og gennemgår dem endnu engang. Og samme dag aflægger han Katharinas mand, Martin, et besøg. I år er noget anderledes: Martin er væk.
Beskrivelsen af politimanden William Wisting er virkelig god. Han er en meget dygtig politimand, men han er også enkemand, far og bedstefar, hvilket yderligere er med til at karakterisere ham.
Også bogens andre personer er godt skildrede. Det gælder bl.a. den nye karakter, politikommissær Adrian Stiller, som er ansat i KRIPOS. Det er den nationale enhed til bekæmpelse af organiseret og anden alvorlig kriminalitet. Adrian Stiller arbejder i en nyoprettet afdeling, der tager sig af gamle, uopklarede sager.
Hans første sag er en gammel forsvindingssag, hvor en ung pige tilsyneladende blev kidnappet for 26 år siden. Under efterforskningen finder han en forbindelse til Katharina-sagen.
En yderst interessant person er også den forsvundne Katharinas mand, Martin, som Wisting har fået en slags venskab med, som følge af de årlige besøg han aflægger hos ham.
I lighed med de tidligere bøger i Wisting-serien medvirker også Wistings datter, journalisten Line i bogen. Hun bliver sat til at dække den gamle sag med den kidnappede unge pige.
Man får i den forbindelse en interessant beskrivelse af, hvordan en moderne journalist arbejder både med at skrive artikler men også med at udsende podcasts, som er en metode til udgivelse af lyd- eller videofiler på internettet.
Miljøerne er også velbeskrevne. Noget, som jeg sætter uhyre stor pris på, er den meget grundige beskrivelse af, hvordan politiet arbejder under en efterforskning. For mig er det med til at gøre bogen overordentlig troværdig.
I det hele taget oser bogen af troværdighed og realisme. Den er spændende på den stille og rolige og måde. Der er ingen helte og heltinder i bogen. Det er almindelige menneskers liv og levned, der beskrives.
Jeg hæftede mig ved, at i nogle af de samtaler Wisting fører, gør han sig nogle overvejelser over, at det meget ofte er tilfældigheder, der gør, at en person bliver drabsmand. I den forbindelse kan jeg slet ikke lade være med at tænke på bogen ”Man jager et bæst og fanger et menneske” af den danske politiinspektør Bent Isager Nielsen.
De følgende 3 bøger i serien vil jeg se meget frem til at læse.
Modtryk 2018 – 378 sider
Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget
