Denne krimi er blevet til på baggrund af to møder, som jeg sent vil glemme
Det første var mit møde med en højst usædvanlig præst på en majeftermiddag i Rom. Jeg havde en aftale med fader Jonathan på piazza delle Cinque Lune omkring solnedgangstimen. Det siger sig selv, at det var ham, der havde fastsat tid og sted, og da jeg spurgte, om han kunne være lidt mere præcis med hensyn til ‘solnedgangstimen’, svarede han ganske roligt: “Inden mørket falder på.” Da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle svare, besluttede jeg mig for at møde op i god tid.
Han var allerede kommet.
De to følgende timer fortalte fader Jonathan mig om bodspræsternes orden, om syndernes arkiv og om den rolle, bodspræsterne spiller i verden. Mens han fortalte, slog det mig, at det var utroligt, at ingen havde fortalt den historie. Vores spadseretur gennem Roms gader endte i San Luigi dei Francesi-kirken, foran Caravaggios maleri Den hellige Matthæus’ martyrium, som er den første prøve, disse detektivpræster bliver udsat for under deres uddannelse.
I mange tilfælde arbejder præsterne ligefrem sammen med ordensmagten. I Italien har der siden 1999 eksisteret en s.rlig ‘sektenhed’, S.a.S., hvor præsterne assisterer politiet for at bidrage til forståelsen af såkaldt satanistiske forbrydelser. Det skyldes naturligvis ikke, at den onde selv er på spil, men at visse forbrydere, navnlig mordere, tillægger deres handlinger en særlig dæmonisk betydning. Ved at forklare det kan man sommetider kaste lys over baggrunden for grusomme forbrydelser og opbygge en database, som kan bruges til andre efterforskninger.
I de to måneder, der fulgte efter vores første møde, modtog jeg fader Jonathans belæringer. Han satte mig ind i de hverv, hans usædvanlige ministerium havde, og han viste mig nogle af Roms mest magiske steder og afslørede deres hemmeligheder for mig, hvilket sommetider gjorde mig fuldstændig møllås. Flere af disse steder er beskrevet i romanen. Han øste i det hele taget ud af sin omfattende viden om alt fra kriminalhistorie, kunst, arkitektur og historie til, hvordan man havde opfundet fosforescerende maling.
Når det gjaldt religiøse og trosmæssige spørgsmål, fandt han sig godmodigt i min tvivl, og han forholdt sig fordomsfrit til min kritik. Da det hele var forbi, forstod jeg, at jeg helt uforvarende havde gennemgået en spirituel udvikling, som hjalp mig med bedre at forstå, hvad det var for en historie, jeg skulle skrive.
I det moderne samfund bliver spirituelle spørgsmål ofte latterliggjort eller affejet som føde for de uvidende masser, eller de reduceres til de spirituelle strømninger, der samlet set kaldes new age. Individet har mistet den elementære evne til at skelne mellem godt og ondt med det resultat, at Gud er blevet et anliggende for fundamentalister, ekstremister og vittighedstegnere (når det kommer til stykket, er fanatiske ateister nemlig ikke så forskellige fra religiøse fanatikere).
Alt det har gjort, at vi – bortset fra etiske og moralske spørgsmål og en temmelig uhåndgribelig politisk korrekthed – ikke længere ejer evnen til spirituel fordybelse, som kan sætte os i forbindelse med det elementære begrebspar, der gør, at vi kan vurdere menneskers gerninger og skelne dem fra hinanden.
Godt og ondt, yin og yang.
En dag meddelte fader Jonathan mig, at jeg var parat til at fortælle min historie. Han tilønskede mig, at jeg altid måtte “gå i lyset”, og tog afsked med løftet om, at vi ville mødes igen en dag. Det er endnu ikke sket. Jeg har forgæves ledt efter ham, og jeg håber, at denne bog snart vil få vores veje til at krydses igen. Jeg har dog på fornemmelsen, at det ikke vil ske, for vi har allerede sagt alt, hvad vi skulle sige til hinanden.
Det andet var mit møde med NN, som levede i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.
Han var den første (og hidtil eneste) forvandlings-seriemorder og et af de mest interessante tilfælde i kriminologien.
NN er ikke hans forbogstaver, men et akronym for det latinske udtryk Nomen Nescio, som konventionelt bruges om navnløse personer på samme måde som det fiktive navn John Doe, der bruges i den engelsktalende verden.
I 1916 fandt man liget af en cirka 35-årig mand på en strand ved Oostende i Belgien. Han havde lidt druknedøden. Hans tøj og papirer tydede på, at han var en kontorist, der to år tidligere var forsvundet sporløst i Liverpool. Da myndighederne viste liget til hans pårørende, som kom rejsende til fra England, genkendte de ham ikke, og de insisterede på, at der var sket en forbytning.
Familiens billeder af manden tydede på, at der var en forbløffende lighed mellem NN og den engelske kontorist. Men ligheden var ikke kun fysisk. De to mænd havde begge en forkærlighed for budding og rødhårede prostituerede. De tog begge et middel mod en leverlidelse og, endnu vigtigere, de haltede begge svagt på højre ben (for den druknede mands vedkommende udledte retsmedicineren det af, at skosålen var tydeligt slidt, og af en knystagtig udvækst p. højre side af foden, som tydede på, at en fysisk skavank fik ham til at lægge næsten hele sin vægt på den fod).
Foruden disse indlysende sammenfald fandt politiet på NN’s sidste bopæl en samling af personlige papirer og genstande, der havde tilhørt personer fra en række europæiske lande. Det fremgik af senere undersøgelser, at de alle var forsvundet pludseligt og sporløst. Men først og fremmest, at der var et sammenfald mellem tidspunktet for de enkelte ofres forsvinden og deres stigende alder.
Heraf udledte man, at NN valgte dem med det formål at tage deres plads.
Man fandt ikke noget lig, men det var nærliggende at tro, at NN havde myrdet de pågældende mennesker for at overtage deres identitet.
Sagen blev henlagt, da efterforskernes tekniske formåen på den tid ikke kunne sikre tilstrækkelige videnskabelige beviser, men den blev genstand for fornyet interesse i trediverne. På det tidspunkt offentliggjorde Courbon og Fail de første psykiatriske undersøgelser af Fregolisyndromet – som var opkaldt efter den berømte italienske illusionist og forvandlingskunstner Leopoldo Fregoli – og der dukkede artikler op om den nervelidelse, der var kendt som Capgras’ syndrom. Begge disse sygdomme er udtryk for et fænomen, som er det omvendte af NN’s: Personer, der lider af dem, er overbevist om, at de ser andre mennesker gennemgå en forvandling. Men beskrivelsen af dem blev startskuddet til en række indgående videnskabelige undersøgelser, som førte til identifikationen af andre syndromer, for eksempel kamæleonsyndromet, der minder temmelig meget om det belgiske tilfælde (og som har inspireret Woody Allen til den pragtfulde film Zelig).
NN’s tilfælde blev udgangspunktet for en ny gren inden for de juridiske videnskaber, den retslige neurovidenskab, som studerer forbrydelser med udgangspunkt i et genetisk eller fysiologisk forhold. Disse teknikker har gjort det muligt bedre at forstå og vurdere visse forbrydelser. Det har blandt andet medført, at en morder med skader på frontallapperne kan få nedsat straf, at man har forsøgt at lave en genetisk kortlægning af arveligt betingede voldelige tilbøjeligheder, eller påvisningen af, at et mord begået af en mand, som dolkede sin kæreste til døde, blandt andet skyldtes mangel på B12-vitamin, som igen skyldtes, at manden havde været veganer i 25 år.
Under alle omstændigheder er NN’s særlige evner forblevet et unikum, der kun kan sammenlignes med ‘pigen i spejlet’, der indgår i denne roman. Den unge mexicanske pige har levet i virkeligheden, men i modsætning til NN har hun aldrig slået nogen ihjel. Jeg fandt det mest passende at ændre hendes navn, så hun hedder Angelina i bogen.
NN ligger stadig begravet på en lille kirkegård ved havet. Gravstenen er forsynet med følgende inskription: “Lig af druknet mand, identitet ukendt. Oostende – 1916”.
Donato Carrisi: Derfor skrev jeg forvandleren
Denne krimi er blevet til på baggrund af to møder, som jeg sent vil glemme
Det første var mit møde med en højst usædvanlig præst på en majeftermiddag i Rom. Jeg havde en aftale med fader Jonathan på piazza delle Cinque Lune omkring solnedgangstimen. Det siger sig selv, at det var ham, der havde fastsat tid og sted, og da jeg spurgte, om han kunne være lidt mere præcis med hensyn til ‘solnedgangstimen’, svarede han ganske roligt: “Inden mørket falder på.” Da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle svare, besluttede jeg mig for at møde op i god tid.
Han var allerede kommet.
De to følgende timer fortalte fader Jonathan mig om bodspræsternes orden, om syndernes arkiv og om den rolle, bodspræsterne spiller i verden. Mens han fortalte, slog det mig, at det var utroligt, at ingen havde fortalt den historie. Vores spadseretur gennem Roms gader endte i San Luigi dei Francesi-kirken, foran Caravaggios maleri Den hellige Matthæus’ martyrium, som er den første prøve, disse detektivpræster bliver udsat for under deres uddannelse.
I mange tilfælde arbejder præsterne ligefrem sammen med ordensmagten. I Italien har der siden 1999 eksisteret en s.rlig ‘sektenhed’, S.a.S., hvor præsterne assisterer politiet for at bidrage til forståelsen af såkaldt satanistiske forbrydelser. Det skyldes naturligvis ikke, at den onde selv er på spil, men at visse forbrydere, navnlig mordere, tillægger deres handlinger en særlig dæmonisk betydning. Ved at forklare det kan man sommetider kaste lys over baggrunden for grusomme forbrydelser og opbygge en database, som kan bruges til andre efterforskninger.
I de to måneder, der fulgte efter vores første møde, modtog jeg fader Jonathans belæringer. Han satte mig ind i de hverv, hans usædvanlige ministerium havde, og han viste mig nogle af Roms mest magiske steder og afslørede deres hemmeligheder for mig, hvilket sommetider gjorde mig fuldstændig møllås. Flere af disse steder er beskrevet i romanen. Han øste i det hele taget ud af sin omfattende viden om alt fra kriminalhistorie, kunst, arkitektur og historie til, hvordan man havde opfundet fosforescerende maling.
Når det gjaldt religiøse og trosmæssige spørgsmål, fandt han sig godmodigt i min tvivl, og han forholdt sig fordomsfrit til min kritik. Da det hele var forbi, forstod jeg, at jeg helt uforvarende havde gennemgået en spirituel udvikling, som hjalp mig med bedre at forstå, hvad det var for en historie, jeg skulle skrive.
I det moderne samfund bliver spirituelle spørgsmål ofte latterliggjort eller affejet som føde for de uvidende masser, eller de reduceres til de spirituelle strømninger, der samlet set kaldes new age. Individet har mistet den elementære evne til at skelne mellem godt og ondt med det resultat, at Gud er blevet et anliggende for fundamentalister, ekstremister og vittighedstegnere (når det kommer til stykket, er fanatiske ateister nemlig ikke så forskellige fra religiøse fanatikere).
Alt det har gjort, at vi – bortset fra etiske og moralske spørgsmål og en temmelig uhåndgribelig politisk korrekthed – ikke længere ejer evnen til spirituel fordybelse, som kan sætte os i forbindelse med det elementære begrebspar, der gør, at vi kan vurdere menneskers gerninger og skelne dem fra hinanden.
Godt og ondt, yin og yang.
En dag meddelte fader Jonathan mig, at jeg var parat til at fortælle min historie. Han tilønskede mig, at jeg altid måtte “gå i lyset”, og tog afsked med løftet om, at vi ville mødes igen en dag. Det er endnu ikke sket. Jeg har forgæves ledt efter ham, og jeg håber, at denne bog snart vil få vores veje til at krydses igen. Jeg har dog på fornemmelsen, at det ikke vil ske, for vi har allerede sagt alt, hvad vi skulle sige til hinanden.
Det andet var mit møde med NN, som levede i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.
Han var den første (og hidtil eneste) forvandlings-seriemorder og et af de mest interessante tilfælde i kriminologien.
NN er ikke hans forbogstaver, men et akronym for det latinske udtryk Nomen Nescio, som konventionelt bruges om navnløse personer på samme måde som det fiktive navn John Doe, der bruges i den engelsktalende verden.
I 1916 fandt man liget af en cirka 35-årig mand på en strand ved Oostende i Belgien. Han havde lidt druknedøden. Hans tøj og papirer tydede på, at han var en kontorist, der to år tidligere var forsvundet sporløst i Liverpool. Da myndighederne viste liget til hans pårørende, som kom rejsende til fra England, genkendte de ham ikke, og de insisterede på, at der var sket en forbytning.
Familiens billeder af manden tydede på, at der var en forbløffende lighed mellem NN og den engelske kontorist. Men ligheden var ikke kun fysisk. De to mænd havde begge en forkærlighed for budding og rødhårede prostituerede. De tog begge et middel mod en leverlidelse og, endnu vigtigere, de haltede begge svagt på højre ben (for den druknede mands vedkommende udledte retsmedicineren det af, at skosålen var tydeligt slidt, og af en knystagtig udvækst p. højre side af foden, som tydede på, at en fysisk skavank fik ham til at lægge næsten hele sin vægt på den fod).
Foruden disse indlysende sammenfald fandt politiet på NN’s sidste bopæl en samling af personlige papirer og genstande, der havde tilhørt personer fra en række europæiske lande. Det fremgik af senere undersøgelser, at de alle var forsvundet pludseligt og sporløst. Men først og fremmest, at der var et sammenfald mellem tidspunktet for de enkelte ofres forsvinden og deres stigende alder.
Heraf udledte man, at NN valgte dem med det formål at tage deres plads.
Man fandt ikke noget lig, men det var nærliggende at tro, at NN havde myrdet de pågældende mennesker for at overtage deres identitet.
Sagen blev henlagt, da efterforskernes tekniske formåen på den tid ikke kunne sikre tilstrækkelige videnskabelige beviser, men den blev genstand for fornyet interesse i trediverne. På det tidspunkt offentliggjorde Courbon og Fail de første psykiatriske undersøgelser af Fregolisyndromet – som var opkaldt efter den berømte italienske illusionist og forvandlingskunstner Leopoldo Fregoli – og der dukkede artikler op om den nervelidelse, der var kendt som Capgras’ syndrom. Begge disse sygdomme er udtryk for et fænomen, som er det omvendte af NN’s: Personer, der lider af dem, er overbevist om, at de ser andre mennesker gennemgå en forvandling. Men beskrivelsen af dem blev startskuddet til en række indgående videnskabelige undersøgelser, som førte til identifikationen af andre syndromer, for eksempel kamæleonsyndromet, der minder temmelig meget om det belgiske tilfælde (og som har inspireret Woody Allen til den pragtfulde film Zelig).
NN’s tilfælde blev udgangspunktet for en ny gren inden for de juridiske videnskaber, den retslige neurovidenskab, som studerer forbrydelser med udgangspunkt i et genetisk eller fysiologisk forhold. Disse teknikker har gjort det muligt bedre at forstå og vurdere visse forbrydelser. Det har blandt andet medført, at en morder med skader på frontallapperne kan få nedsat straf, at man har forsøgt at lave en genetisk kortlægning af arveligt betingede voldelige tilbøjeligheder, eller påvisningen af, at et mord begået af en mand, som dolkede sin kæreste til døde, blandt andet skyldtes mangel på B12-vitamin, som igen skyldtes, at manden havde været veganer i 25 år.
Under alle omstændigheder er NN’s særlige evner forblevet et unikum, der kun kan sammenlignes med ‘pigen i spejlet’, der indgår i denne roman. Den unge mexicanske pige har levet i virkeligheden, men i modsætning til NN har hun aldrig slået nogen ihjel. Jeg fandt det mest passende at ændre hendes navn, så hun hedder Angelina i bogen.
NN ligger stadig begravet på en lille kirkegård ved havet. Gravstenen er forsynet med følgende inskription: “Lig af druknet mand, identitet ukendt. Oostende – 1916”.
- Donato Carrisi