Sandmanden starter hvor Ildvidnet slutter. Vi følger fangen Jurek Walter på den topsikrede lukkede hospitals-/fængselsafdeling hvor han sidder fængslet for de mord han har begået. Da Mikael Kohler-Frost pludselig dukker op, efter at have været forsvundet i 13 år, står det klart, at Jurek Walter har en medhjælper – noget som Joona Linna har haft mistanke om i alle disse år. Der bliver dannet en hemmelig mission under Rigskriminalpolitiet og de sender en agent ind under cover til Jurek Walter. En som skal kunne nå ind til ham og få ham til at afsløre sine hemmeligheder. Hvem andre end Saga Bauer kunne sættes på denne opgave. Saga får en diagnose og bliver sendt ind som patient og fange på lige fod med Jurek. End ikke lægerne på afdelingen kender hendes sande identitet.

Faktisk er det lige præcist Saga Bauers ophold på Den retspsykiatriske sikringsenhed på Löwenströmska Sjukhuset, som gør Sandmanden så afsindigt spændende. Hver gang vi hoppede hen og hørte om andre personer i bogen, sad jeg og ventede på, at vi kom tilbage til Saga. De ting hun bliver udsat for og de ting der foregår i det forholdsvist korte ophold på afdelingen, er beskrevet så jeg konstant vekslede imellem kvalme og nervøsitet. Osse Joona bliver udsat for umenneskelige ting i denne bog og slutningen efterlader os med en tomhed idet den lidt kan være enten den totale slutning for Joona Linna eller en helt ny begyndelse. Så har jeg vist ikke sagt for meget. Under alle omstændigheder, så håber jeg på den nye begyndelse, for Sandmanden var så suveræn en bog, at det ville være synd hvis de stoppede her. Jeg vil ha mere Joona Linna og jeg vil osse ha mere Saga Bauer.

Hele bogen er skrevet i nutidsform, hvilket virker ret godt. Dog et lille minus – da bogen nærmer sig slutningen og morderen er fanget osv, så finder forfatterne det af en eller anden grund nødvendigt, at skære hele plottet ud i pap for os. De slår pludselig over i datid og tegner og fortæller ned til mindste detalje hvordan alt er foregået. Ting som jeg i hvert fald ikke havde skænket en tanke og som ikke havde været nødvendige at få at vide, for at plottet alligevel var plausibelt for mig. Det ødelagde mere end det gavnede og jeg synes det er voldsomt ærgerligt at de gør det.

Fed bog 5 krimihjerter

Fem krimihjerter

Tine – Team Krimifan og Frk. Tines Krimitanker

 

Har du læst den? Hvad synes du?