Bogen er anmeldt af både Per Drustrup Larsen og Jan Findal
Fra bogens bagside:
Krigsveteranen Niels Oxen lever et stille liv i sin lejlighed i Vangede. Han ser frem til hver 14. dag at have besøg af sin søn – men deres forhold er problemfyldt.
Da den tidligere PET-chef Axel Mossman spørger, om Oxen kan tage til Jylland og kigge efter en forsvunden gårdejer og tidligere departementschef, siger Oxen først nej. Da han finder på at slå opgaven sammen med en vinterferietur med sønnen, siger han alligevel ja. Gården ligger ved Harrild Hede, hvor der er observeret ulve.
For Niels Oxen bliver den lille overkommelige opgave vejen ind i ukendt terræn, hvor flere slags ulve krydser hans spor og leder ham tilbage til hans gamle makker Margrethe Francks fortid. En fortid, der er langt mere hemmelighedsfuld og farlig, end nogen aner.
Per Drustrup Larsens anmeldelse:
Havde Jens Henrik Jensen været indianer, er jeg sikker på, at ulven ville være hans totemdyr. Den er ihvertfald hans yndlingsdyr nummer 1, som han afslørede ved et træf for bogbloggere kort før udgivelsen af bogen. Det skyldes ulvens egenskaber og se senere i anmeldelsen hvorfor.
Kort sagt synes jeg, at Jens Henrik Jensen med denne bog har overgået sig selv! Gu’ hvor spændende og med et veldrejet og herligt komplekst plot. Det er den korte version.
Bogen er et længe ventet gensyn med den tidligere jægersoldat Niels Oxen, Margrethe Francke fra PET og den tidligere PET-chef Mossman – alle kendt fra de 3 bøger som oprindeligt udgjorde en afsluttet trilogi om den PTSD-ramte tidligere soldat Niels Oxen.
Bogen kan læses selvstændigt, men jeg vil ikke anbefale, at man snyder sig selv for fornøjelsen ved at læse de 3 første bøger. “Lupus” er ikke en direkte fortsættelse af trilogien, men der er tråde tilbage til dem. Det er en grum historie om selvtægt, politiet og samfundet samt magt og magtmisbrug, og efter forfatterens udsagn er bogen – ligesom Oxen-trilogien – blevet til ud fra hans mistro og skepsis baseret på en klar fornemmelse af, at en god del beslutninger tages på et niveau noget over folkets hoveder.
I bogen er der desuden flere sidehandlinger – bl.a. om Niels Oxens liv med PTSD og forholdet til sønnen, Magnus samt Margrethe Francks baggrund. Selv om de parallelle handlingsforløb og begivenheder ikke umiddelbart ser ud til at hænge sammen, så hænger det hele sammen på bedste vis til sidst. Det er rigtigt godt klaret af forfatteren.
Mange politiske og geografiske detaljer fra det omgivende samfund krydrer og supplerer handlingen aktuelt og historisk. Det bidrager positivt til at fange læserne – som om det er nødvendigt med så spændende et historiekompleks, men rigtigt godt er det. Og så er der nogle rigtigt sjove og interessante bipersoner, der både underholder og bringer historien videre.
Ulve i Danmark – både rovdyret og en hemmelig organisation – samt myterne og den rationelle eller irrationelle frygt for dem begge er en af de røde tråde i historien. Og der er således også flere lag i bogens titel. Ud over henvisningen til organisationen Lupus er Lupus også en del af det latinske navn for ulv, der er ulve i bogen, og der er rigtigt mange af ulvens egenskaber i Oxen – og også i Jens Henrik Jensen. Han fremhæver selv egenskaber som stædighed – eller vedholdenhed – samt tilpasningsevne. Ulvens evner til at indgå i sociale strukturer er dog ikke noget, som Niels Oxen behersker, men det går (måske) fremad for ham.
Dengang jeg på bloggen anmeldte sidste del af trilogien – “De frosne flammer” HER – delte jeg ikke point ud, men det gør jeg nu – og endda meget gerne. Bogen får som et pletskud mine maksimale 10 skydeskivepoint på min egen blog og de maksimale 5 krimihjerter her 
Og så må vi alle bare vente tålmodigt i 2 år, inden vi hører nyt fra Jens Henrik Jensen, men det gør jeg gerne, hvis ikke det kan være anderledes. (Og er Niels Oxen også med i 2020, gør det ikke noget!)
Jens Henrik Jensen
Lupus
Politikens Forlag, 2018
519 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
PS:
Et interview med forfatteren
I anledning af bogens udgivelse lavede jeg i august et interview med forfatteren for både at give ham mulighed for at fortælle om bogen og forfatterskabet og for at skærpe nysgerrigheden og interessen for bogen.
Læs interviewet, der er på 6 sider, og få en introduktion til Jens Henrik Jensens forfatterskab og arbejdsmetode. Hør også om hans holdning til bl.m.a. ulve og t-shirts – og få (måske) svaret på, om der er en 5’er på vej. Hent interviewet som pdf-fil HER
Per Drustrup Larsen – Drustrups Bogblog
JAN FINDALS ANMELDELSE:
Jens Henrik Jensen har med LUPUS skrevet en fantastisk god krimi, hvor han på suveræn vis mixer spænding med tankevækkende eftertænksomhed tilsat betragtninger om ulvens tilbagekomst i den danske natur.
De spændingsskabende elementer i bogen er både af actionmæssig og psykologisk art. Begge elementer er beskrevet på troværdig vis. Interessant er det, når Niels Oxen går i aktion, så tænker han som den jægersoldat, han i bund og grund stadig er føler sig som.
Bogen indeholder meget interessante temaer. Når man kender Niels Oxen og ved, hvad han har været igennem i livet, kan det ikke undre, at et af temaerne tager sit udgangspunkt i hans PTSD. Han må stadig kæmpe med sine indre dæmoner, der hjemsøger ham i form af hans 7 forskellige natlige mareridt.
Et andet tema er far/søn-forholdet. Niels Oxen kæmper for, at det skal fungere godt mellem ham og hans søn Magnus.
Et tredje tema handler om det faktum, at straffen for en forbrydelse ikke altid er tilstrækkelig høj i forhold til forbrydelsens karakter.
Adskillige andre interessante temaer spiller også en rolle i bogen bl.a. det faktum, at mennesker tilhørende instanser, man burde have tillid til, ikke altid lever op til denne tillid, og hvad det kan afstedkomme af magt og magtmisbrug.
Så er der selvfølgelig også ulvetemaet, som tager sit udgangspunkt i, at der nu igen er ulve, der lever frit i Danmark.
Jens Henrik Jensen formår at skabe et meget interessant og troværdigt persongalleri. Det gælder for både ”helte” og ”skurkes” vedkommende.
Jeg begejstres ikke kun for personbeskrivelserne. Det gør jeg også for beskrivelser af natur og steder. De er ganske enkelt bare gode. På et tidspunkt går Niels Oxen rundt på en nedlagt gård, hvor beskrivelserne af det, der er tilbage, gør, at jeg, som i min barndom ofte færdedes på et par gårde i nabolaget, så tydeligt fornemmer hele atmosfæren.
Jeg vil ikke komme ind på intrigen for ikke at røbe noget, men den er virkelig spektakulær.
LUPUS er ikke en bog, man bare ”skøjter” igennem. Den kræver ind imellem, at man virkelig fordyber sig i sin læsning for at få det hele med.
For mig var LUPUS en rigtig god læseoplevelse. Det skyldes ikke mindst, at handlingen foregår på min hjemegn. Harrild Hede, som spiller en stor rolle i bogen, ligger 14 km fra min bopæl i Nørre Snede. På Harrild Hede har jeg endda haft den tvivlsomme fornøjelse for mange år siden at fare vild med min hund.
Desuden synes jeg også, det er interessant, at det nævnes, at Nørre Snede er den eneste
by i Midt- og Vestjyllands politikreds, der har fået lov til at beholde sin landbetjent, der i øvrigt altid omtales som Viggo Betjent.
Jeg vil håbe, at Jens Henrik Jensen fortsætter serien om Niels Oxen. Ham er jeg slet ikke færdig med endnu, og det tror jeg heller ikke, Jens Henrik er. Slutningen lægger op til mere.
Politikens forlag 2018 – 520 sider
Klik HER og se alle mine anmeldelser
Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget
