Forlagets beskrivelse:
I fortællingen om Lurian følger vi en ægte seriemorders gøren og laden fra hans følelseskolde, vanrøgtede opvækst i midten af 70´erne og videre ad hans livsbane mod en afgrund af blod og tårer og et morderisk behov, som bliver sværere og sværere at tæmme, jo længere ud over mørkets rand han bevæger sig. I takt med at et voksende antal lig dukker op rundt omkring i landet, intensiveres politijagten på morderen, som på trods af den voksende mængde bevismateriale forbliver usynlig over for efterforskningsholdet. Lurian er Andrias Andreasens mesterlige skildring af en seriemorders sind, hvis motiv alene er begrundet i lysten til at dræbe. Det er uhyggelig læsning, der efterlader en med en kriblende fornemmelse af afsky og afmagt, fordi historien skildres så hæsligt, som den virkelige verden afspilles.
Betina Nielsens anmeldelse:
“Lurian”, som er en krimi om psykopatisk seriemorder, er Andrias Andreasens debutbog. Egentlig var det meningen at Adrian bare skrev historien til sig selv. Men så dukkede tanken op, om at det kunne være rart at få den udgivet, så andre kunne læse med.
Det er jeg rigtig glad for. Lurian er en bog, der detaljeret og spændende fører dig ind i de mørke kroge af en seriemorders tankegang. Man følger Lurian fra barn af, og man er ikke i tvivl om, at han går af den mørke vej. Efterhånden som han bliver ældre og hans voldsfantasier bliver mere og mere brutale, går det ret hurtigt op for læseren, at der ikke er nogen gylden middelvej for Lurian. Han er skabt til at gå linen helt ud, og det skal jeg love for, han gør.
Jeg var helt opslugt, som læser, til lidt over halvvejs i bogen, så bliver det på en måde for meget. Al den vrede og de voldelige behov Lurian har stikker helt af. Det bliver desværre for splatteragtigt for mig, og her står jeg desværre helt af. Normalt er jeg jo kendt for at være vild med de blodige og psykologisk uhyggelige bøger, men her er det ikke uhyggeligt, men desværre usmagelig. De forskellige personer vi møder gennem Lurian liv, er nærmest alle sammen følelsesmæssige forkvaklede. Det bliver en smule for meget, da deres lyster/behov ikke er for sarte sjæle. Man kan sige, at bogen er fyldt op med så “syge” mennesker, at der er materiale til flere bøger. Der er for mange i én og samme bog, så det virker for urealistisk. Slutningen er faktisk helt ok, så det er rigtig ærgerligt midten lige ødelægger helhedsindtrykket.
Hvis man er i stand til at abstrahere fra det, er bogen ret god. Der dukker et uhyggeligt spørgsmål op, nemlig hvor meget betyder den biologiske arv for, hvordan man udvikler sig. Er der mon nogen, der er født onde?
