Michael Katz Krefeld er tilbage, efter en lille pause i serien, hvor vi i stedet for Ravn, fik Cecilie Mars.

Imens mørket kaldte på os, sejlede Ravn rundt på et længerevarende krydstogt på sin båd, Bianca. Nu er han tilbage, men hvad han troede skulle blive en hyggelig hjemvending til alle vennerne og den savnede bydel Christianshavn, bliver i stedet til kaos, drama og tragiske omstændigheder.

Bogen starter på et hustag i bagende sol. En skarpskytte sigter med sin riffel. I kikkertsigtet har han mange forskellige mennesker – herunder både Victoria, Johnson og den højgravide Belinda. Så trykker han aftrækkeren i bund og fyrer sit skarpladte våben af igen og igen.

Jeg kan afsløre, at den ene af de tre nævnte venner bliver ramt. Ravn tager attentatet personligt og vil hjælpe med at finde den skyldige. Da han bliver kontaktet af advokaten Miriam, som vil have ham til at finde en klients forsvundne søn, takker Ravn derfor nej. Men vi kender ham jo efterhånden … og da hun afslører, at det handler om en mor, som mistænker at hendes søn er attentatmanden, springer han alligevel på vognen.

Man kan sige, at denne bog har to hovedpersoner, for udover Ravn, så følger vi også skarpskytten og hans tanker og følelser. Vi følger hans frustrationer, hans meget små og få glæder, hans vanvittige togt mod uskyldige mennesker. Vi kommer helt tæt på hans ødelagte personlighed og vi skiftevis sympatiserer med ham og håber han bliver fanget og får den hårdeste straf. Hvorfor?? Fordi vi hader terrorisme og ønsker terrorister til livs, og fordi vi samtidig sympatiserer med veteraner som har tjent deres land i krig, men som er vendt hjem med PTSD og evige ar på krop og sjæl!

Bogen har et vigtigt fokus og den fik mig igennem næsten hele følelsesregisteret. Veteraner hjemvendt fra krig – et vigtigt emne, fordi der tilsyneladende er berøringsangst omkring det – vi hylder soldaternes mod, men vi lukker øjnene for, at de kan være nedbrudte mennesker bagefter. Vi forventer at de klarer sig og selv tager sig af deres problemer. Vi synes det er dejligt, at der findes steder de kan opholde sig og få hjælp og støtte, men samtidig ønsker vi ikke disse opholdsteder i vores egen baghave, af frygt for hvad de kan finde på i tilfælde af psykoser osv. Et vigtigt dilemma at få sat fokus på, synes jeg.

Hver gang jeg læser en bog af Michael Katz Krefeld, er det som at se en indre film. Skytsengel er ingen undtagelse. Som at se endnu et afsnit af en god serie man har fulgt længe. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad det er han kan, som gør det hele så billedligt for mig, men det er ret fantastisk! Med ganske få ord, kan han beskrive steder og personer, så man som læser næsten føler, at man virkelig er der. Den effekt har han i hvert fald på mig og det giver læseoplevelsen endnu større substans.

Der er ingen tvivl om, at Michael Katz Krefeld er en vanvittigt dygtig forfatter. Det beviser han endnu engang med denne dybdeborende bog. 

For der ER virkelig meget dybde i denne bog. Der er spænding og der er smæk på det følelsesmæssige – på kærlighed og på venskaber og på alt det gode de fører med sig. Jeg synes det er spændende at komme ind i hovedet på attentatmanden og jeg synes han er utrolig godt beskrevet. Samtidig, så medfører det, at vi hele tiden kender hans planer. Når vi så følger Ravn, er vi læsere hele tiden et skridt foran og ved om han er på rette spor eller ej. Det tog desværre en del af spændingen fra mig. Jeg savnede noget der fik mig til at gyse og jeg savnede følelsen af frygt for hvad der mere ville ske. Jeg synes det hele blev lidt for forudsigeligt. Der er et fint twist undervejs, men når man har læst ualmindeligt mange krimier, så kan man til tider fange selv et ganske lille hint 😊

For mig og mit gys-hungrende krimihjerte, så blev det lidt for meget af det samme og lidt for få overraskelser. Jeg blev oprørt, men jeg blev ikke hverken skræmt eller særligt overrasket.

Tine – Team Krimifan & Frk. Tines Krimitanker