Modtryk 2016 – 346 sider
Forlagets beskrivelse
Martin Benners liv er langsomt men sikkert ved at falde fra hinanden. En mafialignende organisation truer ham og hans familie på livet, og organisationens leder har ét krav, før han vil lade Martin i fred: Find Mio. Fireårige Mio forsvandt fra sin børnehave, samme dag som hans mor, den mordmistænkte Sara Texas, begik selvmord. Desperat følger Martin de få spor, der findes.
Men Mio er ikke Martins eneste problem. Han må også finde ud af, hvem der forsøger at få ham til at fremstå som gerningsmand til mord, han ikke har begået. Han bliver mere og mere paranoid, for det må være en, der er tæt på ham.
Som tiden går, bliver spørgsmålet: Kan Martin redde både Mio og sig selv?
MIOS BLUES starter, hvor den dramatiske thriller LOTUS BLUES slutter.
Anmeldelse
Hver af bogens 4 dele indledes med en del af et interview med bogens hovedperson, advokaten Martin Benner. I den interview-del, der indleder 4. del siger intervieweren:
(citat) ”Den her historie har så mange forviklinger, at det føles, som om den er taget lige ud af en Tarantino-film”. Det er helt korrekt, der er mange forviklinger i historien, ”Mios Blues”. Også for mange efter min mening. Jeg må indrømme, jeg havde lidt svært at holde helt styr på handlingen, som jeg i øvrigt også synes visse steder er ret urealistisk, men også spændende, når man kun ser på selve krimi-intrigen. Til gengæld er der mange realistiske, og interessante handlingselementer og temaer i bogen. Fx parforhold, utroskab, familierelationer, barnløshed, forholdet barn-voksen, tvivlsomt politiarbejde og indflydelsesrige forbryderorganisationer.
Også miljøerne i bogen er både interessante og godt beskrevet.
Desuden er personbeskrivelserne glimrende, og selv om handlingen kun ses fra Martin Benners side, da bogen er en jeg-fortælling, får man en god indsigt i de personer, som han på godt og ondt er omgivet af.
Da ”Mios Blues” er efterfølgeren til Kristina Ohlssons ”Lotus Blues”, er det nødvendigt, at man har læst den, og efter min mening er det er en fordel, at man har den i klar erindring.
Personligt foretrækker jeg Kristinas Ohlssons mere traditionelle og mere realistiske krimier, men jeg synes bestemt, denne thriller fortjener
