Når man stikker snuden frem og udgiver en bog i stedet for at lade den ligge i skrivebordsskuffen eller i en hemmelig mappe på harddisken med eksempelvis den lidet indbydende titel “Økonomi” eller “Jobansøgninger”, bliver man sårbar. Når man tillader sig at belemre resten af verden – eller i hvert fald en del af resten af verden – med sine små skriblerier, tanker og fantasier, giver man et stykke af sig selv. Det føles, som om jeg giver en lille del af mig selv bort, hver gang jeg får en bog udgivet. Næsten som om jeg bortadopterer et barn, jeg har kendt i et, to eller tre år – naturligvis med det ønske, at barnet får et godt og trygt liv og bliver overøst med kærlighed. Som om jeg blotter mig. Som om jeg krænger mig selv ud. I hvert fald lidt. Og når bogen er ude, er den ikke længere min. Så er den jeres, og jeg kan ikke gøre mere.
I virkeligheden er jeg et meget privat menneske, hvilket – tror jeg – rigtig mange forfattere er. Vi trives jo netop med at sidde for os selv i absolut stilhed og kun være i selskab med de personer, vi selv har skabt, og som vi i høj grad kontrollerer. Vi kontrollerer deres følelser og deres handlinger, og det har vi det rigtig godt med! Så bliver verden, som vi vil have den. Jeg skriver “i høj grad”, fordi personerne altså af og til selv griber taktstokken og gør, som de vil.
Derfor føles det som at blive kastet ud fra en bro (måske, måske ikke med en elastik om anklerne), når jeg udgiver en ny bog. Med ét befinder jeg mig i en endog meget virkelig verden, som jeg ikke selv kontrollerer, og det er til tider skræmmende. Journalister vil interviewe mig og have så meget af mig som muligt, og hver gang mister jeg en lille flig af mig selv. Sådan føles det. Den vokser ud igen med tiden. Får jeg en lunken anmeldelse, går der skår i både stoltheden og forfængeligheden. Skårene klinkes igen, naturligvis, men lige i momentet er det en ubehagelig følelse.
I dag afholdt jeg mit andet skrivekursus, og denne gang havde eleverne – modsat sidst – ikke selv valgt at deltage. Og det kunne mærkes. Ingen – bortset fra én – læste bøger, som ikke var blevet dem påtvunget fra skolen. Ingen – bortset fra én – skrev andet end de stile, de fik som lektier, samt sms’er og statusopdateringer på Facebook. Vi kunne sikkert lige så godt have hæklet i fire timer. Eller bygget huse af ispinde. Så det var op ad bakke fra første minut (egentlig pudsigt, hvordan udtrykkene “op ad bakke” og “ned ad bakke” begge har en negativ betydning). Da jeg nåede hjem igen, fuldstændig ør i hovedet af at have forsøgt at opildne og inspirere, lagde jeg mig i sengen og trak dynen over hovedet. Jeg trængte bare til at lukke verden ude og få lidt samling på det, jeg havde givet ud. Jeg trøstede mig med, at næste gang først er i morgen(!)
Samtidig er jeg af mit forlag (People’sPress) blevet inviteret til en oplæsningsaften på Caféteatret i København på tirsdag. De måtte tage én forfatter med og valgte altså mig. Det er jeg selvfølgelig både stolt og beæret over. Der sker det, at repræsentanter for en række udenlandske forlag lytter til os, én efter én, mens vi læser op fra vores sidste udgivelse…. på engelsk…. Og de seks andre forfattere er nogle af landets allerbedste og bedst sælgende og bedst anmeldte forfattere og… Det er vel ikke så svært at forestille sig, at når man er skruet sammen som jeg, giver det lidt sommerfugle i maven at skulle læse op af min egen bog. At det foregår på engelsk, skruer bare yderligere op for vingeslagene. At det sker foran en række forlæggere, jamen, så er vi snarere ovre i noget med stære og solsorte i stedet for de bevingede insekter. At det så ydermere er i påhør af disse glimrende forfattere, ville gøre enhver ornitolog misundelig, hvis han åbnede min mavesæk… nu snakker vi om fjerede skabninger af musvågekaliberen, der basker, kradser og bider sig vej ud af min stakkels mave… Det kommer til at kræve en Fernet Branca ved ankomsten…. én mere, før jeg går på scenen…. og så en halv pakke smøger konsumeret i en ubrudt strøm umiddelbart efter….
Men – og det er altså en hemmelighed – jeg kan også godt lide det… Jeg er faktisk møgforfængelig og nyder at være i centrum… at stå på scenen og mærke interessen, anerkendelsen, hvad som helst, bare det er positivt, og en lille del af mig glæder sig faktisk til det – med eller uden elastik om anklerne.
Kære Michael – Jeg synes det er rigtig dejligt at læse dine indlæg – faktisk frygter jeg lidt tiden når jeg ikke længere kan læse hvad du skriver
Så fra mig skal der være en stor ros for din indsats. Og jeg er godt i gang med din bog – og nu hvor jeg nærmer mig afslutningen af 1. del i bogen – så er den jo meget spændende – så spændende at jeg flere jeg er vågnet op ved at jeg fik bogen i hovedet – og det var egentlig ikke så rart for den er jo ret tung
Men held og lykke med din oplæsning på tirsdag.
Hilsen Lone
Lone, jeg er ked af, hvis det er min skyld, du går på arbejde med blå mærker i ansigtet… Lige nu ser jeg to løsninger på problemet: Enten må vi udvikle et læsestativ til dig, så du risikofrit kan falde i søvn, når du læser. Muligvis selvbladrende. Eller også må jeg fokusere på, at toeren bliver en anelse kortere (lettere).
Og så tusind tak for ordene. De luner
jeg synes ihvertfald ikke at toeren skal være kortere
og jeg er da indtil nu sluppet for store blå mærker i ansigtet 
Hej Michael.
TAK for bogen/underholdningen/spændingen … jeg ser frem til fortsættelsen. Syntes bestemt ikke du behøver at slanke toeren af sikkerhedshensyn overfor dine læsere. Men måske skulle alle bøger indledningsvis rumme en generel advarsel ift. faren ved at ligge ned og læse vægtige værker?
Jeg beundrer at du kommer ud over kanten med det du skriver, for du har klart en pointe i, at der er et springende punkt lige der, hvor man skal afgøre med sig selv, om det der er, er til skuffen/harddisken, eller om det skal have luft under vingerne. Og når det så kommer så vidt at det rent faktisk bliver udgivet og gjort tilgængeligt for alle og enhver, så MÅ man som forfatter sidde med mange følelser; henunder at være delvis blottet og sårbar.
Held og lykke med Cafeteatret på tirsdag; det lyder som et spændende forum at blive koblet på, om ikke andet så for potentielt at få bogen ud til et endnu større publikum. Men pas nu på med at du ikke ender som onkel Steward når du kaster dig over Fernet Brancaen
Så tror jeg dit forfatterskab vil slå over i en uheldig (brutal) dunkel socialrealisme 
NB: “Onkel Steward” refererer til Anders Mattesens tørstige, skånsels- og hæmningsløse figur i den efterhånden halvgamle film “Terkel i knibe”
Tak, Mogens. Både for dine betragtninger og dit gode råd. Med hensyn til det sidste: Jeg er udmærket klar over, hvem bemeldte onkel er
Og jeg håber ikke, jeg ender som en klon af ham. Desuden har jeg lige fundet af, at jeg skal på som den allersidste, så jeg må nok holde mig i skindet…