Fra bogens bagside
Det er sommeren 1956. Bernie Gunther arbejder under falsk navn som receptionschef på det berømte Grand-Hôtel du Cap-Ferrat ved Den Franske Riviera. Da verdens rigeste og måske mest berømte forfatter, W. Somerset Maugham, mangler en fjerde mand til et spil bridge, træder Gunther velvilligt til. Det viser sig hurtigt, at den excentriske Maugham ikke blot vil spille kort, han har også brug for professionel rådgivning i en penibel sag om afpresning.
I sit sydfranske skjul forsøger Bernie Gunther at holde fortiden på afstand, men da en gammel fjende og naziforbryder, Harold Henning, ankommer som gæst til Grand-Hôtel du Cap-Ferrat, begynder det hele at gå skævt.
Hinsides tavsheden er ellevte fritstående bog i Philip Kerrs prisbelønnede og atmosfærefyldte Berlin Noir-serie. Krigen er slut, men selv i 1956 er freden endnu ikke kommet til kontinentet. Stormagternes kontraspionage spidser til, Sovjetunionen har brintbomben, og spionerne ser hele Europa som deres legeplads.

Min anmeldelse
Jeg har endnu ikke læst alle de første 10 bind i Berlin Noir-serien, men jeg skal helt sikkert også have læst de manglende bind, for serien er i sin helhed et mesterværk. Det er en ukronologisk serie, hvor man kan læse bøgerne uafhængigt af hinanden, for de foregår på forskellige skiftende tidspunkter fra sidst i 1930’erne til midt i 1950’erne. Hver gang er Bernie Gunther indblandet i dramatisk verdenshistoriske begivenheder som f.eks. politimand, spion, soldat eller fange.

Hvad Bernie Gunther denne gang er involveret i fortælles ganske udmærket og kort på bogens bagside, og i sin ramme minder den lidt om bind 6 i serien “Om døde ej genopstår”, hvor han er hoteldetektiv midt i 1950’ernes Cuba.

Historien om afpresningen af den homoseksuelle Maugham pga. et kompromitterende foto udvides hurtigt til at handle om handel med en optagelse af en samtale med den afhoppede spion for Sovjet, engelske Guy Burgess. Desuden optræder flere af de øvrige medlemmer af “The Cambridge Five” også i historien. En smuk femme fatale spiller også en afgørende rolle, og sammen med lange passager om Maugham og hans liv, historier om spionage og kontraspionage samt flere tilbageblik til tidligere dramatiske perioder i Bernie Gunthers liv bliver bogen noget bredspektret. Det gør den til interessant læsning, fordi vi som læsere får så mange historisk faktuelle oplysninger, men samtidig får de relativt lange passager også spændingskurven til kun at være svagt stigende frem mod den mere effektive aktionafslutning.

Med en sikker sans for timing og en udviklet evne til at både at blive viklet ind i og selv sno sig ud af komplicerede og farlige situationer lykkes det selvfølgelig Bernie Gunther at løse sagen om afpresning og spionage samtidig med, at han slipper ud af den klemme, hans onde ånd fra nazitiden har sat ham i. Det afslører jeg ikke noget afgørende ved at fortælle, men eller får I ikke mere at vide om denne bog, der ikke placerer sig som den bedste af de bøger i serien, jeg har læst.

Som sagt er hele serien absolut læseværdig og af høj klasse, så gå endelig i gang med den!
(Mht. lige denne bog især hvis du også elsker John LeCarrés spionromaner og/eller Somerset Maughams forfatterskab).

Dette bind i serien får 7 skydeskivepoint på min egen blog og 3 krimihjerter her.

Philip Kerr
Hinsides tavsheden
Modtryk, 2017
295 sider

Per Drustrup Larsen – Drustrups Bogblog

__________