Denne bog er indtil videre anmeldt af både Betina Nielsen og Jan Findal. Se anmeldelserne herunder:

Forlagets beskrivelse:

Endelig er der nyt fra den folkekære og elskværdige politigruppe ‘Afdeling Q’ som huserer i de mørke kælderum hos Københavns Politi. I denne nye hæsblæsende krimi står den brogede flok over for en udfordring af større dimensioner, både på det faglige plan, men ikke mindst på det personlige plan. Rose er nemlig havnet i store problemer, hun er sunket ned i en psykotisk sump, der trækker lange tråde ind i en mørk fortid. En fortid hvor en grum forbrydelse muligvis er begået.

Det er kommet ledelsen for øje, at opklaringsprocenten i Afdeling Q ligger langt under det forventede. Uden Roses hjælp må de tre resterende medlemmer, lederen, den karismatiske Carl Mørk, mystiske Assad og den nye mand, Gordon, kæmpe for at overbevise Politiet af de fortjener at forsætte. Samtidig findes en ældre kvinde myrdet i Kongens Have og en gal bilist har indledt en dødelig jagt på unge kvinder, mens nye forbrydelser planlægges et helt andet sted. Er det urelaterede hændelser, eller ligger der en sammenhæng begravet et sted i forbrydelserne?

Afdeling Q står over for nye store udfordringer. Firkløveret har mistet et blad, men betyder det også, at heldet helt har forladt dem? Vil de undgå en lukning af Afdeling Q, og vil mordene i København nogensinde stoppe?

Min anmeldelse:

Carl, Assad, Gordon og Rose nu for syvende gang. Kan det virkelig passe, at Jussi kan blive ved med at koge suppe på Afdeling Q?

Ja, det kan han, og denne gang har han en gennemgående og spændende ingrediens med, der hedder satire.

Bogens bipersoner er fantastisk karikerede. Et trekløver Denise, Michelle og Jazmine, der kun venter på at blive spottet på gaden og dermed blive berømte. Mens de venter forgæves, bruger de al deres tid, på at se rigtige ud, så de alle tre ligner Barbiedukker. De har hele deres liv fået at vide, at de er så specielle, så de er for fine til ganske almindeligt arbejde.

Det eneste de faktisk er rigtige gode til, er at udnytte bistandssystemet. Da pigerne finder sammen prøver de ihærdigt på at lege en form for de tre musketerer, men alt går galt for dem, da de ikke ejer et gram af de sociale kompetencer, det kræver for at danne sociale relationer.

Disse personer er ikke svære at nikke genkendende til, og deres sagsbehandler Anne-Line, får nok af typer som dem, og beslutter sig til at behandle deres sager ”lidt” anderledes, end man er vant til.

I afdeling Q er alt som det plejer at være-næsten, for nye tip i en gammel sag sender Rose ud på dybt vand, hvor hun er nød til at vende vrangen ud på sig selv for at komme videre. Vi er for første gang inde i hovedet på Rose, og det er hård kost at fordøje, som læser. Disse passager hvor vi er Rose, er utrolig følelsesladede og hårde at læse, og her måtte jeg lige tage en pustepause, hvor jeg lige kunne få tørret mine tårer af kinderne.

Selfies er først og fremmest en thriller, som vi kender den, men den er også en satire og sjældent, nok aldrig, har en krimi fået mig til at klukke så meget af grin. Også denne her gang er Jussi kommet over de 500 sider, men efter min mening, er der intet, der bare er fyld og kunne være undværet.

Bogen er for mig et bevis på, at Jussi er i topform og slutningen viser os, vi har meget mere i vente. Så nu er det bare at væbne sig med tålmodighed og glæde sig til nummer otte i rækken udkommer.

Fem krimihjerter

ANMELDELSE af JAN FINDAL

Politikens Forlag 2016 – 505 sider

”Selfies” har alt det, der hører en god krimithriller til. Her er høj grad af spænding og dramatiske situationer. Spændingen skabes bl.a. ved, at man som læser ved noget, som efterforskerne i Afdeling Q ikke ved noget om. Fx er der et sted i bogen, hvor læseren ved, der foregår noget bag en dør, som Carl Mørck og Assad står foran. De ved ikke noget, og man ønsker, man kunne råbe: ”Så åbn dog den dør!”

Andre steder følger man en morder, der lurer på sit offer. Læseren ved, hvad der er i vente, men det gør offeret naturligvis ikke. Den slags intense situationer er der adskillige af. Denne fortælleteknik, suspence, kender man også fra filmens verden.

Bogen rummer masser af humor i form af de samtaler, der foregår især i Afdeling Q, men humoren er også til stede, når man hører om det, der foregår oppe i Afdeling A.

Decideret satire er der også med. Fx når det beskrives, hvordan Tv-programmet ”Station 3” ihærdigt forsøger at følge efterforskningen på nærmeste hold.

”Selfies” foregår i 2016, men der trækkes spor tilbage til fortiden, ja helt tilbage til 2. verdenskrig. Jussi Adler-Olsen formår at knytte disse handlingselementer sammen, så de udgør en sammenhæng til slut i bogen. Her kommer ”ting og sager” frem, som man måske ikke lige havde ventet.

I bogen fokuseres der især på to temaer. Det ene er Roses voldsomme kamp med sine indre dæmoner. Det andet er, hvordan en vis kategori af unge piger ved hjælp af offentlig forsørgelse forsøger at komme til at leve og gebærde sig, som de piger, man møder i realityshows og på nettet.

Beskrivelserne af Roses kamp mod dæmonerne er meget gribende og barsk. Man kan ikke undgå virkelig at komme til at føle med hende.

Også beskrivelserne af Denise, Michelle og Jazmine er præcise og skarpe. Her sidder man med den modsatrettede følelse i forhold til beskrivelsen af Rosede er simpelthen nogle ”møgtøser”.

Den samme opfattelse af pigerne har en kvindelig socialrådgiver også. Hun beslutter sig kort og godt for at udrydde dem og andre piger af samme type. Hun opfatter det som en nødvendig mission.

Karakteristikken af socialrådgiveren, som efterhånden udvikler sig til at blive aldeles sindssyg, er godt drejet.

Carl og Assad er stadigvæk, som vi kender dem beskrevet i de tidligere bøger. De er begge dygtige efterforskere med en god portion humor. Man morer sig fortsat over deres indbyrdes snak, og når Assad har fået lidt forkert fat i det danske sprog. Et sted beskriver han en af personerne som ”en krog”. Det skulle jo have været ”en knag”.

Gordon viser sig efterhånden også som en god efterforsker og bliver mere og mere accepteret som en del af holdet. Han har det helt utrolig dårligt med, at Rose har det så elendigt, som det er tilfældet.

Efter endt læsning kan man heldigvis glæde sig til, at man stadigvæk har 3 bøger til gode i serien om Afdeling Q. I bog nummer otte er det Assads historie, der bliver afdækket. Den glæder jeg mig allerede til at læse.

Samtlige 505 sider i ”Selfies” blev slugt af en inkarneret krimifan som mig.

Fem krimihjerter

www.findalskrimiside.dk

 

 

 

Har du læst den? Hvad synes du?