“Tampen brænder” af Matthew Arlidge

Igen har Matthew Arlidge begået en fremragende og realistisk krimi, hvor krimiintrigen er opklaringen af nogle forfærdelige pyromanbrande, der i flere tilfælde har krævet menneskeliv.

På forfærdende vis beskriver forfatteren, hvordan det er at befinde sig i et hus, der brænder. Jeg synes ikke, der svælges i beskrivelsen, men man føler i høj grad, hvor forfærdeligt det må være at kæmpe for sit liv mod flammerne.

Realismen gør sig også gældende, når det det drejer sig om det politimæssige. På virkelig fin vis får man et klart indtryk af, hvad politiet foretager sig, når de efterforsker en forbrydelse.

Hovedpersonen efterforskeren Helen Grace vil de, der har læst Matthew Arlidge, kende fra hans foregående krimier ”Okker Gokker”, ”Bro Bro Brille” og ”Dukkehuset”.

Helen er en særdeles dygtig efterforskningsleder, der forstår at lede og fordele det arbejde, der gerne skal føre frem til arrestationen af gerningsmanden. Samtidig er Grace også en kvinde, der har sit at kæmpe med. Når hun fx kommer under stærkt pres, ser hun ofte ingen anden udvej for psykisk at kunne udholde presset end at opsøge en mand, der vil piske hende. Den fysiske smerte giver hende lindring. Det er vigtigt at understrege, at det ikke har noget med sex at gøre.

En anden kvindelig efterforsker er Charlie, der også kan sit kram, men hun har også sine personlige kampe at kæmpe fx føler hun en voldsom indre smerte, når hun konfronteres med forbrydelsens ofre.

I forbindelse med, at der er flere mennesker, der mister livet under pyroman­brandene, får man også en meget fin indsigt i, hvad de efterladte familiemedlemmer føler, når de står tilbage med den voldsomme smerte efter have mistet en af deres kære.

Ind imellem, hører man også om pyromanens tanker i forbindelse med de brande, vedkommende har forårsaget.

I øvrigt skifter synsvinklen flere gange mellem de forskellige personer, hvilket er med til at give en nuanceret tilgang til intrigen.

Også pressens ihærdighed – og ikke altid på acceptabel vis – med hensyn til at dække begivenhederne omkring pyromanbrandene indgår.

Jeg synes utrolig godt om en krimi, der som denne på bedste vis forener intens spænding og dramatik med psykologiske betragtninger.

Fem krimihjerter

Jentas 2018 – 392 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Har du læst den? Hvad synes du?