Bogen er anmeldt af både Jan Findal og Per Drustrup Larsen
Jan Findals anmeldelse:
Stellas lille datter, Alice forvinder fra sin barnevogn. Alle eftersøgninger af Alice er forgæves, og hun erklæres for død. Stella tror bare ikke, at Alice er død.
Det lykkes for Stella at komme videre med sit liv til trods for, at hun også har nedture på grund af det, hun har været igennem.
20 år senere arbejder Stella som selvstændig psykoterapeut.
En dag dukker den unge kvinde Isabelle op for at være med på et hold, der går i gruppeterapi hos Stella. Da Stella ser Isabelle, er hun ikke i tvivl om, at hun er hendes forsvundne datter.
På fantastisk vis formår den nye svenske krimiforfatter Elisabet Norebäck nu at skildre, hvad Stella går igennem, når hun forgæves prøver at overbevise både sin mand, Henrik, myndighederne og andre, som mener, at Alice er død, om, at Isabelle er hendes forsvundne datter. Ingen tror på Stella, og hun er ved at bukke under for det pres, hun udsættes for.
Samtidig med, at man oplever hvilke tanker og overvejelser, Stella gør sig, følger man også, Isabelles tanker. Også hun udsættes efterhånden for et stort pres, da det går op for hende, at Stella tror, at hun er hendes datter.
Synsvinklen skifter også til en tredje person, nemlig Isabelles mor, Kerstin, som selvfølgelig også oplever et voldsomt psykisk pres, da hun finder ud af, hvilke tanker Stella gør sig om Isabelle, og hvordan Stella i den forbindelse agerer over for Isabelle og Kerstin.
Elisabeth Norebäck evner på yderst troværdig vis at skildre personerne.
Også de steder, hvor handlingen foregår, er velbeskrevne. – det lige fra Stellas up-to-date hjem til et forladt feriested.
Som handlingen skrider frem, aner man mere og mere, hvordan tingene hænger sammen. Man kan kun konstatere, at når ”ledningerne i den menneskelige hjerne ikke er korrekt forbundne”, så kan der ske noget, som kan få uoverskuelige konsekvenser. Det gør på mange måder bogen til både grufuld og tankevækkende læsning.
Det overordnede tema i ”I mit blod” er mor/barn-forholdet, som skildres på fantastisk vis.
En meget overbevisende debutbog. En psykologisk thriller af format.
Jeg ser med stor forventning frem til Elsebeth Norebäcks næste bog.
Politikens forlag 2017 – 378 sider
Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget
Per Drustrup Larsens anmeldelse:
Da jeg fik bogen tilsendt, var jeg meget i tvivl, om det var en bog, jeg havde lyst til at læse. Jeg synes ikke, det hverken er rart eller nødvendigt at læse historier om børn som ofre og om deres traumatiserede forældre. Sådan havde jeg det, bl.a. da jeg læste Sofie Sarenbrants langt mindre sofistikerede “Uge 36” og fortsættelsen “I stedet for dig”.
Da jeg troede, at forfatteren kom til Krimimessen, begyndte jeg på bogen, og jeg blev fanget ind af dens spændende konstruktion. Jeg var nærmest tvunget til at følge Stella og den unge kvinde, Isabelle, som er de overvejende hovedpersoner i skiftende kapitler. Jeg var nødt til at følge sagens udvikling set fra deres synsvinkler, der suppleres af enkelt andres vinkler på situationen, som konstant tilspidses.
Både Stellas job som psykoterapeut og hendes familieliv trues på alvorligste vis, mens hun personligt holder fast i sin fornemmelse af, at Isabelle er hendes forsvundne datter.
Kapitel for kapitel bliver bogen mere og mere intens, og gennem det meste af bogen var jeg usikker på, hvad der var sandt, og om Isabelle faktisk viste sig at være Stellas forsvundne datter. Når jeg som erfaren læser af krimier og spændingsbøger havde den oplevelse, må bogen siges at være yderst vellykket. Prøv den selv, men vær indstillet på, at du får svært ved at stoppe læsningen af denne psykologisk spændende bog.
Den får 9 skydeskivepoint på min egen blog og 5 krimihjerter her
