Åbent hus er 3. krimi i serien om Emma Sköld. Emma er blevet skilt fra Hugo, og er nu kæreste med ejendomsmægleren Kristoffer. Hugo er stadigvæk forelsket i Emma, og vil rigtig gerne have hende tilbage, at Emma ikke er interesseret i det samme falder ikke Hugo ind.

Familien Göranssons hus som ligger i et af Stokholms dyre boligkvarterer er sat til salg. Efter et åbent hus arrangement finder datteren på 6 år sin far myrdet i huset. Datteren påstår at der har været en mand på hendes værelse og strøget hende på kinden i løbet af natten. men kan man stole på hvad pigen siger? Emma, som er ansvarlig for efterforskningen, mistænker moren for at have dræbt ægtefællen, som hun lå i skilsmisse med.

Der er masser af forviklinger i handlingen. Det er et plot, med en del sidetråde. Plottet er velgennemtænkt, hvor ikke alt er hvad det lader til at være – heller ikke til slut i krimien. Der er tråde af plottet som udvikler sig mere i de næste 2 krimier Babysitteren og Tiggeren. Jeg blev da helt glad for at jeg ikke lige stod overfor at skulle sælge hus – og særligt hvis der var en kælder med sauna. Efter at have læst Åbent hus – kunne jeg da godt have været ramt en anelse af en form for paranoia lige i forhold til det.

Ikke nok med at man skal tænke på om der kommer nogen til Åbent hus-arrangementet – men tænk nu hvis de ikke alle gik igen bagefter.

Sofie Sarenbrant skriver gode og fængende krimier, i et let og levende sprog. Kvaliteten af hendes krimier bliver bedre og bedre.

Har du endnu ikke læst noget af Sofie Sarenbrant vil jeg anbefale at du går i gang med at læse hendes serie om Emma Sköld.

Efter min mening en rigtig spændende og fængende krimi, hvor du er godt underholdt hele vejen i gennem – og bare glæder dig til at den næste bog i serien.

fire krimihjerter

Lone Maj Knudsen – krimihjerte

 

Har du læst den? Hvad synes du?