Advokaten – af Steve Cavanagh

Eddie Flynn plejede at være svindler. Så blev han advokat. Det viste sig, at der ikke var den store forskel.

Fra bogens bagside:

Der er gået over et år, siden Eddie svor, at han aldrig ville sætte sin fod i en retssal igen, men nu har han intet valg. Oleg Volchek,, den berygtede leder af den russiske mafia i New York, har spændt en bombe på ryggen af Eddie og bortført hans tiårige datter, Amy.
Eddie har kun 48 timer til at forsvare Volcheck i en umulig retssag – og til at vinde den – hvis han skal redde sin datter.

Min anmeldelse:
Jeg kan godt lide spændende retssalskrimier – og specielt hvis forfatteren selv er advokat, som Steve Cavanagh er det, men jeg er skeptisk overfor forfatteres anprisninger på andre forfatters bøger. Så selv om Ian Rankin på forsiden var citeret for at have sagt “En gribende, spændende thriller”, kom bogen ikke umiddelbart på min læseliste, men da jeg hørte, at en fortsættelse var på vej, og da jeg fik bogen anbefalet, kom jeg igang. Det har jeg bestemt ikke fortrudt.

Det er en højhastigheds spændingsbog, hvor Eddie Flynn både spiller på juridiske spidsfindigheder samt snedige vinkler på sagens gang og på meget effektiv og effektfuld vis udnytter sine kontakter og evner fra tiden på den anden side af loven. Bogen foregår stort set i løbet af de par døgn, Eddie havde som frist, og der er godt gang i sagerne. John Grisham er en oplagt sammenligning, og det er ikke så galt. Med den megen action minder bogen mig også ret meget om Die Hard-filmene, og det er heller ikke så dårligt.

Alle ingredienserne er på plads, og tilsammen bliver det en spændende, vellavet og tilpas krydret ret. Som med de nævnte film, er der ikke den dybere mening med historien, men hamrende effektiv underholdning og god action er altid godt at blande ind imellem mere seriøse, litterære eller filmiske oplevelser. Jeg var meget godt underholdt i selskab med Eddie Flynn og ser frem til at mødes med ham igen inden længe.

Jeg giver den 8 skydeskivepoint på min egen blog – og 4 krimihjerter her.fire krimihjerter

Per Drustrup Larsen Drustrup Bogblog

Steve Cavanagh
Advokaten
Jentas, 2017

365 sider

Har du læst den? Hvad synes du?

Comments