Anders de la Motte og Måns Nilsson: Døden går til fremvisning

En rigtig god hyggekrimi med mord, lokalkolorit og humor. Befolket med nogle herlige typer med referencer til klassiske krimier fortælles en godt flydende historie om et prestigeprojekt med ferieboliger i en lille, smuk svensk by – og om et mord. Første del af en planlagt serie.

Fra bogens bagside:
Grådighed, bedrag og mord blandt frugthaver, slotte og blomstrende rapsmarker.

Da stjerneejendomsmægleren Jessie Andersson findes myrdet i forbindelse med en fremvisning af et hus på Østerlen, bliver den kantede og let ubehøvlede politikommissær Peter Vinston involveret i efterforskningen, selv om han egentlig bare er på besøg i området. Til hjælp får han den lokale politibetjent Tove Esping, uerfaren, men ambitiøs og opvakt. Bag havernes hække i det idylliske skånske landskab lurer en morder. Spørgsmålet er bare hvem.

Min anmeldelse:
Bogen er første del af en planlagt serie med titlen “Mordene på Østerlen”, og den var et rigtigt hyggeligt bekendtskab. Kom bare med flere af den slags. (Den næste i serien kommer til at hedde “Et fund at dø for”).

Hyggeligt er lige præcist det rigtige ord. Vel bliver der slået folk ihjel i bogen, men stemningen er tilbagelænet og afslappet, og alle personerne i bogen bidrager til hyggen. Bogen er nemlig befolket med nogle herlige og klassiske typer. Også opklaringen og afsløringen af gerningsmanden var helt klassisk. 

Undervejs i nogen kom jeg til at tænke på Agatha Christies bøger og hendes måder at konstruere en sag og dens opklaring. Der er også andre referencer, men jeg læste bogen hurtigt, fordi jeg var så godt underholdt, og fik helt sikkert slet ikke dem alle med.

Bogens sikre skrivestil og fortælleform medvirkede til min hurtige læsning, og det er tydeligt, at de to forfattere er garvede fortællere og skrivere, og at de har hygget sig med arbejdet. Der er nemlig et god flow i historien. (Jeg har tidligere læst og anmeldt Anders de la Mottes fremragende Skåne-kvartet –  bl.a. her: https://blog.drustrup.dk/?p=859)

Kort fortalt er bogens overordnede tema modstanden mod et stort byggeprojekt i en lille, smuk svenske by. Et projekt der koster projektmageren livet. Det er også en historie om livet i lokalområdet – lidt som i Barnaby-serien eller Louise Pennys serie fra Three Pines. Endelig er det en god historie om de personlige relationer mellem hovedpersonerne. Humor og ironi er desuden et centralt element i bogen, der selvfølgelig er elementært spændende, men på igen måde neglebidende. 

8 sikre og hyggelige skydeskivepoint på min egen blog og 4 krimihjerter her: fire krimihjerter

Anders de la Motte og Måns Nilsson
Døden går til fremvisning
Modtryk, 2022
366 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

PER DRUSTRUP LARSEN  –  DRUSTRUPS BOGBLOG

Har du læst den? Hvad synes du?