Bind 11 i serien med Hanne Wilhelmsen og igen en velskrevet bog fra Anne Holt. Som læser kommer man langt omkring. Fra den lukkede og elitære litterære verden til at følge politiets arbejde og komme langt ud på fjeldet. Det er underholdende og interessant læsning. Vel er det en krimi med flere forbrydelser, men det er i lige så høj grad en fascinerende fortælling om personlige relationer og hemmeligheder.
Fra bogens bagside:
Hanne Wilhelmsen, der for længst er pensioneret fra politiet, har levet i indre eksil i sin lejlighed i en årrække. Da pandemien skyller ind over verden, og Norge lukkes ned, kan hun endelig indtage den mennesketomme by igen. Politiefterforskeren Henrik Holme arbejder med et drab, som ingen interesserer sig for, og han må ty til sin gamle mentor, Hanne Wilhelmsen.
På Norges største forlag har den unge redaktør Ebba Braut kun været ansat i fire dage, da pandemien rammer. Hun bliver sat til at jagte et værdifuldt, forsvundet manuskript af en af forlagets bedst sælgende forfattere, og også Ebba Braut må trænge sig på hos Wilhelmsen, der netop har afleveret manuskriptet til sin første kriminalroman.
“Det ellevte manuskript” er en historie om familiehemmeligheder og bedrag, om identitetstyveri og svindel, og om hvordan litteratur kan være livsfarlig. Bogstaveligt talt.
Min anmeldelse:
Efter Anne Holt de seneste år har skrevet 3 bind i en ny serie med Selma Falck som hovedperson, er hun nu med denne nye bog vendt tilbage til sin serie med Hanne Wilhelmsen og Henrik Holme. Bogen er – meget passende – bind 11 i serien, og som i alle Anne Holts bøger, er der et rigtigt godt greb om alle dele af historien, så nysgerrigheden pirres, og interessen holdes fanget gennem hele bogen.
Parallelhandlingerne – Hamme Wilhelmsens egen bog, det uopklarede drab, jagten på succesforfatterens forsvundne manuskript, coronarestriktionerne i Norge og livet på en forlagsredaktion – og ikke mindst de medvirkende personers indbyrdes relationer bliver til en rigtigt godt fortalt, sammenhængende og spændende historie. Især den nyansatte forlagsredaktør med den særlige baggrund er et godt bekendtskab, der tilfører dynamik og morskab. Det bidrager en speciel kirkegårdsgraver også godt til. Og så er det oplagt, at Anne Holt kender forlagsverdenen rigtigt godt, så der må være nogle klare referencer. (Mon ikke bogens forlag, Storkhøj, er en reference til hendes norske forlag Gyldendal, hvis danske pendant har en trane i sit logo?)
Som læser kommer man langt omkring. Fra den lukkede og elitære litterære verden til at følge politiets arbejde og komme langt ud på fjeldet. Det er underholdende og interessant læsning. Vel er det en krimi med flere forbrydelser, men det er i lige så høj grad en fascinerende fortælling om personlige relationer og hemmeligheder.
Jeg har læst langt de fleste bøger af Anne Holt, og jeg er især blevet glad for serien med Selma Falck. Se f.eks. min anmeldelse af den seneste “Mandela-effekten” her https://blog.drustrup.dk/?p=885. Den serie har et mere samfundskritisk sigte, men denne nye bog er næsten lige så god. Den er efter min hukommelse den bedste i serien med Hanne Wilhelmsen, så den får 9 skydeskivepoint på min egen blog og 5 krimihjerter her
Kan vel egentlig godt læses uafhængig af seriens andre bind, men begynder du med den og har ikke læst de andre, får du helt sikkert lyst til det, og det er jo heller ikke så galt.
Bogen er udkommet på #Modtryk og kan også læses/lyttes på #mofibo
Anne Holt
Det ellevte manuskript
Modtryk, 2022
409 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
PER DRUSTRUP LARSEN – DRUSTRUPS BOGBLOG