Endnu en god italiensk krimi! Det er første bog om den noget hårdkogte politimand Rocco Schiavone, som er tvangsforflyttet til et skisportssted i De Italienske Alper. Her får han på alle måder sin sag for.

 

Fra bogens bagside:
Rocco Sciavone er blevet forflyttet til Aosta i De Italienske Alper, 755 km fra hans elskede Rom. Iført Clarks-støvler og Lodenfrakke, totalt nytteløse i det barske klima, går han i gang med efterforskningen af den første sag: fundet af et til ukendelighed tilredt lig, halvt begravet i sne på løjpen.

Et er at kæmpe mod sneen, noget andet at slås med de lokale politifolk, de fleste af dem tumper i hans øjne.

 

Min anmeldelse:
Jeg er ret imponeret af den indsats, det lille forlag Arvids med Karen Kristensen i spidsen gør for bl.a. italiensk krimier, som er dem, jeg med fornøjelse har stiftet bekendtskab med.

Denne gang har jeg været i godt selskab med en italiensk forfatters første bog på dansk og med en både usædvanlig og typisk hovedperson – den tvangsforflyttede og noget hårdkogte Rocco. Det fortælles ikke, hvorfor han er deporteret, men måske hænger det sammen med hans lyst til kvinder og hans hang til hash. Hans misbrug er den typiske del af figuren sammen med hans arrogance og hans egenrådighed i forhold til chefer. Det atypiske er hans forhold til selv at begå kriminalitet. Så siger jeg ikke mere.

Han er på alle måder en interessant figur, og når han så placeres i et skisportsområde, hvor han færdes lige så hjemmevant som en fisk på land og blandt i hans øjne uduelige kollegaer, er der rige muligheder for konflikter og problemer. De muligheder udnytter forfatteren fint, så historien bliver interessant og også morsom på den sarkastiske og grove måde. Samtidig er historien spændende, og plottet giver indblik i det lokale liv og konflikterne i et usædvanligt miljø.

Jeg erindrer ikke lige tilsvarende krimier og ser frem til flere bøger fra Italien med Rocco Schiavone – uanset om han bliver i Alperne eller vender tilbage til Rom. Det bliver til 8 sikre skydeskivepoint på min egen blog og 4 lige så sikre krimihjerter her: fire krimihjerter

Antonio Manzini
Sort piste
Arvids, 2019
236 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Per Drustrup Larsen  –  Drustrups Bogblog

Har du læst den? Hvad synes du?