“Bag slørene” af Michael Connelly.

Forlagets beskrivelse:

Harry Bosch har trukket sig tilbage efter 30 år i LAPD og begyndt som privatdetektiv.

En døende og meget rig mand vil have ham til at finde ud af, om han for mange år siden fik et barn med en mexicansk pige … Så stor en arv kan blive farlig både for arvingen og ham selv under eftersøgningen.

Bosch arbejder også gratis for sin gamle politiafdeling og er snart på sporet af en grusom serievoldtægtsmand. Saksemanden, som klipper sine ofres tøj op og ikke er bange for at efterlade dna-spor.

 

Betina Nielsens anmeldelse:

Jeg kan lige så godt slå én ting fast, inden jeg begynder på denne anmeldelse. Jeg er KÆMPE Bosch-fan.

Siden jeg for snart 18 år siden stiftede bekendtskab med Michael Connelly, har jeg været dybt afhængig.

Der er kun få forfattere, der efter min mening, nærmer sig Connellys niveau, når det gælder om at skrue et godt plot sammen. Hver gang, jeg har afsluttet en af hans Bosch bøger, har jeg siddet  tryllebundet tilbage, og næsten ikke kunne bære tanken om, at det var slut.

“Bag slørene” er ingen undtagelse. Man er helt væk fra første side i det Bosch univers, man kender så godt, men som alligevel altid overrasker.

Bosch er denne gang involveret i to forskellige sager: en eftersøgning på en evt arving af en døende rigmand og sideløbende en jagt på en grusom serievoldtægtsmand, der driver gæk med politiet.

Eftersøgningen på arvingen er en rørende men samtidig eksplosiv farlig sag, mens jagten på voldtægtsmanden er grusom, væmmelig og uhyggelig.  Jeg er vild med, når man kommer gennem forskellige stemninger/følelser, mens man læser. Det bliver opfyldt til UG i denne Connelly bog.

Jer, der endnu ikke har læst noget af Michael Connelly, er jeg helt misundelig på. I har nemlig rigtig mange gode timer i selskab med Harry Bosch til gode. Jeg kan rigtig rigtig meget anbefale, at I finder første bog i serien, og går i gang. Man må ikke starte med denne her “Bag slørene”, da der er så meget forhistorie og eminente sammensatte plots, man så går gå glip af.

Der kan jo ikke gives mere end 5 hjerter her på Krimifan, men de fem her er kæmpestore og fyldt med gys og næsegrus beundring.

Fem krimihjerter

Har du læst den? Hvad synes du?