”Bliv hos mig” af Harlan Coben

Denne bog er indtil videre anmeldt af både Jan Findal, Betina Nielsen og Tine Færch. Se anmeldelserne herunder

Fremragende, fantastisk spændende og tankevækkende thriller

Når det drejer sig om Harlan Coben kan man roligt sige, at succesen gentager sig. Igen har han gjort det – skrevet et brag af en thriller.

Mange mennesker bærer sikkert på hemmeligheder, som de ikke indvier selv deres nærmeste i. I de fleste tilfælde er hemmelighederne små ubetydeligheder, men nogen gange kan de være af en sådan karakter, at det kan få katastrofale følger, hvis de kommer frem.

Det er, hvad der sker for forstadshusmoren Megan i ”Bliv hos mig”. Når hendes hemmeligheder kobles sammen med fotografen Rays hemmeligheder og sammen med den ihærdige politiefterforsker Broomes undersøgelse af sagen, hvor en familiefar forsvinder, så har vi et drama af dimensioner. Familiefaren er ikke den eneste mand, der forsvinder. Er der mon en sammenhæng mellem disse forsvundne mænd?

Thrilleren udspiller sig i og omkring Atlantic City i New Jersey. Man kommer rundt i mange forskellige miljøer. Det er de snuskede byområder, forstadsmiljøerne, velhavermiljøerne, et plejehjemsmiljø og selvfølgelig politimiljøet. Beskrivelserne er særdeles fine og troværdige.

Man kommer i den grad også ind under huden på personerne. Man tror på dem. Det gælder både Megan med sine hemmeligheder, Ray der har et tilbagevendende mareridt.

Broome, den ihærdige efterforsker, politichefen der modtager bestikkelse, det sadistiske unge par, der omtales Barbie og Ken, den kvindelige bartender Lorraine med blik for bargæsterne skyggesider og Agnes Megans demente svigermor, der føler sig truet af en grum person med en kniv.

”Bliv hos mig” rummer foruden alle hemmelighederne også mange betragtninger om kærlighed, ægteskabelige forhold, forholdet mellem forældre og børn, det spændende og smålumre liv contra det almindelige familieliv samt om det at bryde med sit oprindelige miljø.

Selve krimiintrigen er fuld af overraskelser og er fuld af suspence (suspence betyder, at læseren ved, at nu vil der ske noget, som fx hovedpersonen ikke ved, vil ske).

Gad vide hvor mange læsere der inden bogens afslutning formåede at opklare ”krimigåden”. Jeg gjorde ikke.

Gå roligt i gang med denne spændende thriller.

Fem krimihjerter

 

Gads Forlag 2016 – 342 sider

www.findalskrimiside.dk

Anmeldelse af Betina Nielsen:

Jeg kan kun tilslutte mig koret af begejstrede læsere. Harlan Coben er mester i at levere den ene perle efter den anden.

Man skal ikke mere end et par sider sin i bogen, før man sidder på krogen. Der spræller man så hele bogen igennnem, for plottet er så uspekuleret, at det er helt umuligt at gennemskue.

Coben har en helt fortræffelig måde at skrive på. Bogen er samtidig med, at det er en super thriller, en kærlighedshistorie. Men på intet tidspunkt overskygger den det uhyggelige, men den spæder bare en ekstra god ingrediens til.

“Bliv hos mig” var læst på bare en dag, og det giver sig selv, at den får fuldt hus af hjerter. Heldigvis er Coben ret produktiv, så vi fans har mange bøger i vente. De skal bare lige oversættes til dansk.

Så kære krimilæser, hvis du endnu ikke har læst noget af Coben, er det bare om at finde læsebrillerne frem og sætte igang.

Fem krimihjerter

Tines anmeldelse:

Harlan Cobens bøger, er anderledes end mange af de andre krimier på markedet. Det er svært at udpege præcis hvordan, men jeg tror det er noget med dybden i dem. Ikke dybde forstået på den måde, at vi kommer langt og dybt ind i karaktererne, men mere sådan, at han som regel har lidt mere på hjerte end blot historien. Der er på en eller anden måde, hældt en lille dosis livsvisdom ind i hans bøger. Tankevækkende små sætninger hist og pist, som får læseren til lige at standse op og reflektere.

I Bliv hos mig, møder vi Megan og hendes mand David. De lever det lykkelige forstadsliv – stadig forelskede efter mange års ægteskab og børn som er blevet til unge. Men Megan gemmer på en fortid, som hun aldrig har fortalt David om. En fortid, som hun tror han vil fordømme, men som hun stadig ind imellem savner.

Der bliver selvfølgelig snart rodet op i fortiden og Megan tvinges til at tage tilbage til Atlantic City, hvor det hele begyndte – og endte. En række mænd er forsvundet og et mønster begynder at tegne sig. Et mønster, som Megan er en del af. Måske er fortiden alligevel ikke så attraktiv og måske har nogen ikke interesse i, at hun er tilbage og roder i forsvindingssagerne sammen med politiet.

Bliv hos mig, er hverken specielt uhyggelig eller blodig. Det er nok mest hvad jeg vil betegne som en hyggekrimi. Jeg synes den blev lidt rodet, for der var mange personer at holde styr på og en enkelt gren af historien, var også mere eller mindre irrelevant for handlingen. Jeg troede langt hen ad vejen, at det var en del af en uhyggelig historie, men det viste sig, at være noget andet og mere trist, i stedet.

Harlan Coben har skrevet en lang række bøger og indtil videre har dem jeg har læst, alle været det man kalder stand alones – altså bøger som ikke er en del af en serie. Selvom jeg er vild med serier, så har det også visse fordele, at forfatteren kan gøre hvad han vil med personerne og deres liv. Han skal ikke tænke på, at de skal leve videre i bedste velgående i næste del. Man ved aldrig helt, hvad man kan forvente og det holder spændingsniveauet på et højt plan.

Bliv hos mig lander på 3 krimihjerter fra mig, for selvom det er en god, spændende og meget velskrevet bog, så er der altså bare dele af den, som ikke virker realistiske for mig og i stedet medvirkede til lidt for meget rod. 

Tre krimihjerter

Tine – Team Krimifan og Frk. Tines krimitanker

 

 

Har du læst den? Hvad synes du?