“Blodengel” af Lotte Petri

Forlagets beskrivelse:

Lidt uden for Roskilde finder en mand et skeletteret lig, der har været begravet i årtier. Efterforsker Sofie Engell bliver sat på sagen. Hun har en baggrund som psykolog, men har skiftet spor og gjort kometkarriere hos politiet.

Det står hurtigt klart, at der er tale om en voldsom og bestialsk forbrydelse, hvor liget er begravet unaturligt dybt men en sten presset ind i munden. Alle tænder er fjernet.

Sofie Engell har selv haft nogle voldsomme oplevelser og har bosat sig ved Roskilde Fjord i et ensomt beliggende område for at komme ovenpå igen. Hun lider af angst, men forsøger at holde den på afstand med en cocktail af alkohol og piller samtidig med, at hun holder sig i fysisk god form med karate.

En række nye bastialske mord bliver begået, altid arrangeret på samme forfærdelige måde. Er der tale om en seriemorder? Snart begynder en hæsblæsende jagt, men hvem jager hvem?

 

Betina Nielsens anmeldelse:

Jubii, jeg er helt krimimæt, efter at have tilbragt et par dage i selskab med Lotte Petris nye krimiunivers, hvor Sofie Engell er en af hovedpersonerne. Sofie har en spændende personlighed, der brænder igennem og dermed  virker realistisk, sympatisk og tilpas underlig (anderledes) til, at man hurtig tager hende til sig.

Walter Andersen, der også er en del af E-gruppen, er en god medspiller til Sofie. Med hans rolige og jyske væsen, er han lige det, Sofie personligt har brug for i forhold til hendes forhistorie, der stadig plager hende rigtigt meget.

Selve plottet holder hele vejen igennem. Der er ingen uløste hængepartier eller uklare forklaringer. Man bliver holdt til ilden af spænding gennem hele bogen, hvor man er medpassagerer til jagten på  rædselsvækkende morder, der tænker helt ud af boksen, i forhold til os “almindelige” mennesker.

Lotte Petri kan noget specielt med ord. Hendes beskrivelse af personer, steder og stemninger gør, at man nærmest ser, lugter og føler handlingen. Derfor er man, som læser,  HELT med i handlingen på en måde, som er meget svær at beskrive. Den skal opleves.

Vi er så heldige, at vi har en del store, slagkraftige og suveræne krimidamer, som udmærker sig i toppen af poppen i krimigenren her i Danmark. Her hører Lotte Petri, uden tvivl, bestemt til.

Fem krimihjerter

Du kan lytte til eller læse Blodengel på Mofibo eller Storytel.

Har du læst den? Hvad synes du?

Comments