Forlagets beskrivelse:
Bødlens værksted er 5. bog i serien om FBI-agenten Smoky Barrett og hendes team, der jager seriemordere. Smoky er gravid, da hun bliver kaldt ud til et rædselsvækkende syn. To familier er blevet myrdet, og morderen har udført sit håndværk med stor præcision og tålmodighed. Sporene fører Smoky ind i en underjordisk bunker, hvor hun oplever ubegribelige dimensioner af ondskab. Og bødlen er ikke alene.
Betina Nielsens anmeldelse:
Cody McFadyen har med sin Smoky skabt en unik og stærk hovedperson, der med sin forhistorie, sine synlige og usynlige ar skiller sig ud fra de fleste efterforskere. Smokyes kald er er fange de mest ekstreme voldelige seriemordere. Med sit nøje udvalgte team af efterforskere, der tilsammen evner til at kigge bag om uhyrlighederne og aflæse gerningsstederne og ofrene på en måde, ingen andre kan.
Teammedlemmerne har hver især deres tragedier at bære på, og især Smoky bliver gang på gang udfordret.
Når man jager monstre af denne kaliber, er man selv et jagtoffer. Hvem ville ikke gerne kunne bryste sig af, at være den der slår Smoky ihjel?
I “Bødlens værksted” er Smoky oppe mod en overmagt af ondskab, der er så kreative i deres tankegang, at man lige må knibe sig selv i armen, mens man læser, for at huske at trække vejret. McFadyen har en fabelagtig evne til at udpensle ondskaben og brutaliteten med ord, så man som læser er revet med ind i et mareridt af den værste slags.
Dette er den 5. bog i serien og den er noget anderledes end de foregående. Der er en del kriminalpsykologi og forklaring om opklaring teknikker, som man til tider lige skal læse et par gang, for at få det hele med.
For mig gør det ikke så meget, men jeg vil anbefale, at hvis man ikke har læst de foregående bøger i serien, skal man altså gøre det.
Alle bøgerne om Smoky er helt fantastiske, hvis man er vild med detaljerede og uhyggelige beskrivelser af mord, ondskab og afstumpede seriemordere. Krydret med en tilpas indsigt i Smoky og hendes teammedlemmers privatliv. Så det tilsammen giver en tilpas mængde af det gode og det onde.
Ubarmhjertigt rædselsvækkende er vist de ord, der er mest dækkende for “Bødlens værksted”.
Har du læst den? Hvad synes du? | |