Camilla Läckberg og Henrik Fexeus: Box

Man må sige, at de to forfattere forstår at fange læserne i deres til tider hårrejsende univers. Bogen er velskrevet, og spændingen bliver trukket neglebidende ud. Sådan skriver Charlotte Johansen, der har været gæsteanmelder på bogen.

Bag på bogen
For at stoppe vanviddet må de først lære at forstå det.

Da en kvinde findes død i en kasse gennemboret af svær, står politiet tilbage med en række spørgsmål: Er der tale om et tryllenummer, der er gået galt, eller er det et ekstremt brutalt mord?

Mina Dabiri er efterforsker ved Stockholms Politi og beder Vincent Walder, kendis-mentalist og ekspert i kropssprog og magi, om hjælp. De forbinder mordet til en tidligere sag og indser, at de jager en hensynsløs seriemorder, der må stoppes, inden der kommer flere ofre.

Men Minas og Vincents kantede personligheder komplicerer sagen, og derudover bærer de begge på mørke hemmeligheder. Deres fortid er tilsyneladende forbundet med det, der sker, og samtidig øges presset for at komme et skridt foran morderen.

BOX er første bind i den nervepirrende triologi om efterforskeren Mina Dabiri og mentalisten Vincent Walder.

Min anmeldelse
Da jeg tidligere har læst bøger af Camilla Läckberg var mine forventninger høje. Jeg kendte ikke på forhånd forfatteren Henrik Fexeus, men jeg må sige, at deres samarbejde er resulteret i en virkelig god og spændende bog. Jeg er bestemt ikke skuffet og må sige, at de forstår at fange læserne i deres til tider hårrejsende univers.

Selvom bogen ved første øjekast virker som en ordentlig moppedreng, fløj siderne afsted fordi jeg ikke kunne lægge den fra mig igen. Den var på ingen måder langtrukken og var let at læse.

Hovedkaraktererne Mina Dabiri og Vincent Walder kæmper begge med hver deres udfordringer og særpræg, men alligevel formår de at overkomme forskellighederne, og får et rigtig godt samarbejde op at køre, trods udfordringerne fra deres omgivelser.

Undervejs i fortællingen får vi lidt at vide om karakterernes fortid, og man må gætte sig til hvad det betyder, da det ikke bliver afsløret i den første bog, og man efterlades nysgerrig efter at få svar. Der er i hvert fald lagt op til en spændende fortsættelse i trilogien.

Bogen er velskrevet, og spændingen bliver trukket neglebidende ud.

Læseren efterlades med blod på tanden for at læse den næste bog lavet af det geniale forfattersamarbejde.

Charlotte Johansen fra Brønderslev er gæsteanmelder på denne bog. Jeg tilbød opgaven som gæsteanmelder til deltagerne i en krimicafé, jeg holdt på Brønderslev Bibliotek, og Charlotte var hurtig til at melde sig. Mange tak for indsatsen, Charlotte!

Per Drustrup Larsen

Charlotte gav bogen 9 store skydeskivepoint på min blog.
Det svarer vel til 5 krimihjerter: Fem krimihjerter

Camilla Läckberg og Henrik Fexeus
Box
People’s, 2021
644 sider

PER DRUSTRUP LARSEN  –  DRUSTRUPS BOGBLOG

Har du læst den? Hvad synes du?