Reading Now

Claus Lohman

Jeg har med fornøjelse læst Claus Lohmans første trilogi i science reality krimi/thriller-genren: – Genstart / Genspejl / Genkald, og jeg har anmeldt den sidste på min blog HER.

I den serie er emnerne en kombination af: genforskning, konspirationer, videnskab, religionshistorie, religiøse sekter, spænding og action.

Forfatteren fortsatte i 2018 i science thriller-genren med første del af en ny planlagt trilogi: “Under overfladen”. Den har jeg anmeldt til 8 skydeskivepoint HER. Her er temaet igen en kombination af videnskab og historie – denne gang med virus som omdrejningspunkt.

I min anmeldelse bød jeg de kommende bind velkommen, og nu er fortsættelsen her. Den var jeg spændt på, da jeg for nogle måneder fik lov at læse en næsten trykklar udgave af bogen.

Igen er makkerparret journalisten Emma Fitzgerald og virologen Martin Henderson, og baggrunden for den spændende handling er igen et virus, der dukker op igen efter mange år og truer med pandemi. Forfattere lader sjældent deres hovedpersoner mislykkes og/eller dø i andet bind i en planlagt trilogi, så selv om handlingen er spændende og overraskende undervejs, så var jeg aldrig i tvivl om, at den del af plottet nok skulle klares. Bogen er jo heldigvis ikke en dystopi, men en krimi/thriller.

Den del af historien er spændende og godt fortalt, men det, der gør bogen til noget særligt for mig, er den parallelle historiske handling. I den del af historien, som foregår 200 år tidligere, og som selvfølgelig har tætte forbindelser til den centrale virusdel, får vi historien om den engelske deportation af forbrydere m.v. til Australien i forbindelse med kolonialisering af landet. Helt centralt i den del er behandlingen af Australiens oprindelige folkeslag aboriginerne. Her følger vi en gruppe tæt, fordi datteren af den engelske guvernør bliver reddet af gruppen i forbindelse med et fangeoprør. En rigtig god historie og endnu et eksempel på engelsk kolonialistisk overherrementalitet. Og selvfølgelig falder alle brikker på plads til sidst. Hvordan må I selv læse, men begynd lige med “Under overfladen”, hvis ikke I allerede har læst den.

Jeg har kort karakteriseret bogen som lige så spændende og interessant som seriens første bind “Under overfladen”. Det er ikke helt korrekt, for den er lige et point og et krimihjerte mere spændende. Nu venter jeg bare utålmodigt på trilogiens afsluttende bind, der også har virus som grundlæggede emne, og sikkert med en ny lokalitet – måske inuitterne i det nordlige Canada. Hvem ved?

 

 

Fra bogens bagside:
I New York hasteindlægges et dykkerpar med symptomer på en 400 år gammel, aggressiv form for lungepest.

Virologen Martin Henderson må i kapløb med tiden udvinde antibiotika nok til byens befolkning, så et pandemisk udbrud kan bremses. Han allierer sig med arkæologen og freelancejournalisten Emma Fitzgerald, og de tilknyttes det globale vragdykkerkonsortium, CATCH. Da selskabet under et dyk lokaliserer en sunken 3-master fuldrigger, bliver det startskuddet til en lavine af bedrag og fortielser, der fører Martin og Emma fra museer og skjulte gravkamre i dødsensfarlig alvor.

200 år forinden ankommer den 11-årlige engelske guvernørdatter Anne Tanner til Englands første straffekoloni i Australien, og under et fangeoprør dræbes hendes forældre. Hun reddes af en aboriginer og føres til Det Hellige Land.

Men hvad har Annes liv at gøre med CATCH og et nutidigt mord på en ung mor i Central Park? Og hvordan kan oldgamle hulemalerier i USA have tilknytning til den anden side af Jorden?

_____________

Bogen får 9 point på min egen blogs spændingsskydeskive og 5 krimihjerter her:
Fem krimihjerter
Claus Lohman
Ukendt land
Superlux, 2020
462 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

PER DRUSTRUP LARSEN   –   DRUSTRUPS BOGBLOG

Har du læst den? Hvad synes du?