Provinsbyen vågner op til et blodbad på et nærliggende gods. Selmas far, godsejeren, er brutalt aflivet. Selma og lillesøsteren Sara adopteres af kriminalassistent Søren Andersen, og hans kone Iben.
Femogtyve år senere er politikommissær Selma Isolde Andersen tilbage på godset. Jægere har fundet et lig. Spor for spor kryber fortiden ind, hviskede om en fremtid udenfor Selmas kontrol. Hendes første håndgribelige brik i det blodige puslespil, er et gruopvækkende fund i den palævilla, som hun arver efter sin farmor. Og blændet af stærke følelser, stiger hun uvidende på kollegaen, politiassistent Christian Olesens døds-karrusel.
Jacob Hyttels krimi-thriller letter låget for en sammenkogt ret af: gode og mindre gode advokater, psykologer, politifolk, forretningskvinder/-mænd og politikere. Historien tager dig også med i det Nordjyske, med den smukke, vilde natur, formet af et til tider barsk klima.
(Fra bogens bagside)
Min anmeldelse:
Da jeg læste om bogen i den lokale avis, NORDjyske, og fandt ud af, at det var en forfatter fra Hjørring, hvor jeg tidligere havde arbejdet, der debuterede som krimiforfatter på eget forlag, og at bogen også foregik på de kanter, blev min nysgerrighed/interesse vakt.
Jacob Hyttel, som jeg ikke kendte på forhånd, var flink og sendte mig bogen til anmeldelse. Det var i september, og nogle uger efter tog jeg fat på bogen, der havde vist sig at være på ret mange sider. Det var lidt foruroligende, fordi jeg tidligere havde haft mindre gode erfaringer med omfangsrige og selvudgivne bøger.
Det viste sig dog hurtigt, at forfatteren kunne skrive – og ganske udmærket endda, samt at bogens historie var rigtigt spændende, men godt inde i bogen kørte jeg lidt træt – en træthed, der kulminerede midtvejs i bogen, hvor del 1 sluttede.
Så lagde jeg bogen væk i flere måneder. Grunden til det var, at jeg syntes, handlingen havde for mange sidespor og personer samt mange relationer til deres fortid. Derfor virkede bogen også ”for meget” med de mange voldsomme virkemidler og sammenhængende spor. Det var også umiddelbart svært at acceptere de for mig ikke altid lige logiske forløb i handlingen, og også politiets efterforskning virkede ufokuseret eller rigeligt tilfældigt.
Alligevel havde jeg flere gange fat i bogen, og har så også med nogle måneders forsinkelse fået læst den færdig – og læste sidste del meget hurtigt, fordi bogen stadig var spændende læsning. Og jeg må sige, at bogen havde gjort indtryk på mig, for jeg kunne faktisk godt huske både personer og handling godt nok til at gå direkte i gang med del 2 af bogen. Efter min læsning af mange bøger i mellemtiden, er det jo slet ikke så dårligt af en bog.
På forsiden og titelbladet hedder bogen ”De brændemærkede – før”, og midt i bogen begynder fortsættelsen: ”De brændemærkede – efter. Jeg tror ikke, at bogen oprindeligt var planlagt til at være i 2 selvstændige bind, og så ville der også have været rigeligt med cliffhangere i bogen. Jeg tror, det er bevidst.
Skriveprocessen har taget forfatteren 5 år, så der ligger mange tanker og ideer i bogen – og den må undervejs have været læst af ret mange beta-læsere. De er anonymt citeret med rigtigt mange storrosende ord på bagsiden. Det kor kan jeg ikke helt tilslutte mig.
Og derfor til min egentlige anmeldelse, som jeg ikke vil lade fortælle ret meget mere af handlingen, end jeg allerede har gjort, og end det der afsløres på bagsiden.
At lade barndomsoplevelser og -traumer være brændstof for handlingen i en krimi er set mange gange tidligere – og således også i denne bog. Men at vi som læsere stort set fra begyndelsen er klar over, hvem der er hovedskurken og morderen – samt de øvrige meget tvivlsomme personer på alle plan, er ikke så almindeligt og skaber en anden form for spænding i bogen og rejser nogle andre spørgsmål end i klassiske whodunnit-krimier. Det er rigtigt godt.
Hvor længe kan den psykopatiske morder og de andre ondsindede personer undgå afsløring?
Hvad er alle personernes motiver for deres handlinger?
Hvor mange skal mishandles og/eller dø – og hvorfor?
Hvor galt kan det gå?
Jeg mener som sagt, at historien er spændende, men til sidst i bogen var min spænding mest koncentreret om at finde ud af, hvor mange der ville overleve, og især om, hvordan forfatteren ville få enderne til at mødes, så historien kunne få en logisk acceptabel slutning.
Lykkes det så at skabe en afslutning, hvor der samtidig er mulighed for at fortsætte historien om politikommissær Selma Isolde Andersen? Forfatteren har i bogen nemlig allerede varslet 2 bind mere i serien: ”Sort mand, hvid løgn” samt ”Jeg elskede dem alle”.
Jo, der er overlevende nok til at fortsætte historien, og der er helt sikkert også lokale historier at tage fat på for politiet og forfatteren, og jeg vil helt sikkert gerne følge Jacob Hyttel og Selma i deres fælles oplevelser.
Jeg håber bare, at der i de kommende bind bliver skåret lidt ned på virkemidlerne/handlingens sidespor og omveje, samt at de lokale vinkler udnyttes endnu mere. Jeg synes, forfatteren har taget alt for mange elementer med og lader handlingen køre langt, langt ud – i hvert fald længere ud end jeg som læser synes, det virker. Den form har betydet, at de mange detaljer og begivenheder har tilført bogen for mange sider, der ikke alle bliver lige interessante. En skarpere beskæring og udvælgelse af stoffet ville efter min mening have været en fordel.
Lokalkoloritten bliver ofte udelukkende til at navne og steder nævnes, og jeg synes godt geografien og naturen kunne have været brugt på en lidt dybere måde, når nu Hjørring og omegn er stedet for serien.
Alt dette er ikke skrevet for at være tvær, men er ærligt skrevet og samtidig ment som gode råd til de kommende bind, for som jeg skrev i begyndelsen, så kan Jacob Hyttel faktisk skrive godt, og han har også fundet på en godt vinklet grundhistorie. Det vil jeg gerne se i de kommende bøger.
Jeg giver bogen 6 point på min egen krimispændingsskydeskive og 3 hjerter her: 
Jacob Hyttel
De brændemærkede – før/efter
Forlaget Griffon, 2018
539 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forfatteren/forlaget.
Per Drustrup Larsen – Drustrups Bogblog
