De forsvundne af Caroline Ericsson

“De forsvundne er anmeldt af Anna-Luisa Tanggaard Alonso og Betina Nielsen

“En god mor tilpasser sig ikke omstændighederne, hun skaber dem”

En solrig sensommeraften sejler Greta, Alex og datteren Smilla fra sommerhuset til øen i den sagnomspundne sø Maran. Greta bliver ved båden, mens far og datter går på opdagelse på øen. De kommer ikke tilbage. Ude af sig selv gennemsøger Greta øen, men hun finder dem aldrig. Heller ikke på fastlandet. Jo mere Greta graver i omstændighederne omkring Alex’ og Smilla forsvinden, des tydeligere bliver det, at der er noget som ikke stemmer.

Taler myten om Marans onde kræfter sandt? Hvem er Alex egentlig? Og findes der en forbindelse mellem hans og datterens forsvinding og det, der skete, dengang Gretas far døde for mange år siden? Eftersøgningen og de mange ubesvarede spørgsmål får Greta til at tvivle på hvad der er sandt, og hvor løgnene ligger.

I De forsvundne rykker uhyggen ind og slår rødder, det sted man burde føle sig allermest tryg: i familien. For intet er, som det ser ud til, og ingen er, som man tror.

Anna-Luisas anmeldelse:

Sådan lyder bagsideteksten fra forlagets side, desværre dynes jeg at den er det bedste ved bogen.

Jeg har ellers tidligere læst andre af disse psykologiske spændingsromaner som jeg har været vild med, bl.a. Den ottende dødssynd og Kvinden i toget – men ved De forsvundne, står simpelthen af.

Jeg synes teksten er enormt forvirrende – nærmest rodet, og jeg føler mig kastet ind i hovedet på en forstyrret kvinde. Det er måske hele meningen med bogen – men for mig sker der simpelthen alt for meget på en gang og jeg kan knap hitte hoved og hale i hvad der er op og ned. Til en hvis grad hører denne slags jo nok netop hjemme i genren, men jeg må indrømme at det her bliver for meget.

Jeg er forvirret og må tvinge mig selv til at læse videre, mister fokus og glemmer hvad jeg læser – simpelthen fordi historien slet ikke fanger mig.

Med hatten i hånden må jeg sige: Den her bog er slet ikke noget for mig.

To krimihjerter

Betina Nielsens anmeldelse:

Jeg ved at denne bog af Caroline Eriksson er en stor succes i Sverige, hvor de store krimiforfattere jo nærmest bliver skabt på samlebånd. Den er dog slet ikke en succes ved mig.

Det er lang tid siden, jeg har oplevet en så forvirrende bog, med beskrivelse af en hovedperson, der er så forstyrret, at min læsning bliver hæmmet af det. Sproget flyder slet ikke, handlingen hænger ikke sammen og det var svært ikke bare at droppe at læse videre. Jeg kæmpede mig gennem samtlige af siderne, da jeg hele tiden håbede på, at det nok skulle blive bedre, hvis jeg lige læste et par sider mere. Desværre skete det aldrig og det eneste jeg følte da bogen var slut var, at jeg havde spildt min tid.

To krimihjerter

Har du læst den? Hvad synes du?

Comments