“De ustraffede” af Øbro & Tornbjerg

Denne bog er anmeldt af både Anne Mette Jensen og Jan Findal

ANNE METTE JENSENS ANMELDELSE

Forlagets beskrivelse: En mand bliver fundet hængt på Kalvebod Fælled på Amager. Det ligner umiddelbart et selvmord, men  retsmedicinerne finder tegn på, at manden er blevet bedøvet før hængningen. Katrine Wraa er i gang med at undersøge, hvorfor der falder meget få domme i voldtægtssager, da hun opdager en forbindelse til den hængte mand – og til en række andre sager, hvor mænd, der tidligere har været sigtet for voldtægt, er blevet fundet døde under mystiske omstændigheder. Sammen med resten af efterforskningsteamet jagter Katrine gerningspersonerne, der tilsyneladende har lagt en strategi for den mission, de er ude på. 

Anne Maries anmeldelse: Jeg har længe ventet på nyt fra Øbro & Tornbjerg, og endelig blev det atter tid til at læse om Katrine Wraa og polities jagt på gerningspersonerne til nogle formodede kamuflerede selvmord. Jeg har virkelig glædet mig og mine forventninger blev fint indfriet.

Katrine holder ferie og nyder det sammen med datteren, men samtidig er hun spændt på at starte på jobbet igen, da en ny kollega skal starte i afdelingen og hjælpe med at sætte fokus på voldtægter og hvorfor der falder så få domme i disse sager. En række selvmord får Katrine og efterforskningsholdet til at undersøge omstændighederne omkring dødsfaldende, da ofrene ikke umiddelbart virkede selvmordstruet. Og pludselig tager efterforskningen fart og Katrine ser sig nu involveret i sag, som potentielt kan vise at være den største seriemorder sag i Danmark nogensinde. Og ikke nok med hun står med en svær sag, så må hun indse at en mislykkede date kan føre til mange ubehagligheder for hende og hendes nærmeste.

Jeg har altid været glad for Øbro & Tornbjergs skrivestil og deres personskildringer, og jeg blev ikke blevet skuffet. Igen har jeg kunne følge Katrine Wraa og hendes kolleger og lært dem bedre at kende, samt få et virkeligt godt plot serveret. Bogen læste sig selv og jeg var virkelig godt underholdt helt vejen. En varm anbefaling herfra og fire store hjerter.

God læselyst.

Udgivet af Politikens Forlag

Udgivet: 15. august 2018

fire krimihjerter

JAN FINDALS ANMELDELSE

Det er ikke alle krimier, der lægger op til debat og refleksion. Det gør ”De ustraffede”, hvis altoverskyggende tema er partner- og kontaktvoldtægter.

I modsætning til overfaldsvoldtægter, som er voldtægt af kvinder, som voldtægtsmanden ikke har nogen tilknytning til, er partner-og kontaktvoldtægter voldtægter, som voldtægtsmanden netop har en relation til. Det kan være som ægtefælle, kæreste eller god bekendt.

Problematikken er, at mange af de voldtægter, der begås, når voldtægtsmand og offer kender hinanden ofte ikke ender med straf af voldtægtsmanden. Den kendsgerning fører i ”De ustraffede” til, at netop ustraffede voldtægtsmænd bliver straffet med døden ved hængning udført af ukendte gerningspersoner.

Hovedpersonen i bogen kriminalpsykologen, Katrine Wraa er tilknyttet det efterforskningsteam, der skal forsøge at opklare, hvem der står bag henrettelserne. Det giver anledning til mange snakke og diskussioner mellem politifolk og Katrine og hendes psykolog-makker Emma. Ikke alle politifolk mener, at det altid er bevist, at de dræbte mænd nødvendigvis er skyldige i den anmeldte voldtægt.

Selv om jeg synes, at der er rigeligt med snak om statistikker, skyld og uskyld, oplever jeg, at Øbro og Tornbjerg på bedste vis formår at flette denne snak ind i en særdeles spændende krimiintrige, som visse steder udvikler sig meget dramatisk.

Personskildringerne er gode og realistiske. Man kommer godt ”ind i hovedet” på personerne. Det gælder både for de sympatiske og de usympatiske typers vedkommende.

Ud over bogens tema om voldtægt er der også et tema om stalking. Det skildres ved, at Katrine Wraa bliver udsat for en stalkers intense forfølgelse af hende. Ud fra Katrines tanker og handlinger får man en god indsigt i, hvad et stalking-offer udsættes for.

Måske man godt kan mene, at det virker lidt søgt, at det er Katrine, der bliver stalking-offer, netop som hun er med i et efterforskningsteam, som ud over at arbejde med

partner- og kontaktvoldtægter også berører stalking.

Efter endt læsning er man ikke i tvivl om, at der generelt ligger en grundig research til grund for bogen. Et sted er der dog en fejl. Der er ikke nogen efterforskningsafdelinger på Politigården i København længere. Efterforskningsafdelingerne er placeret på Teglholmen.

Som sædvanlig vil jeg se frem til den syvende bog af Øbro og Tornbjerg.

fire krimihjerterPolitikens forlag 2018 – 000 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

 

Har du læst den? Hvad synes du?