Mens Marten Winckelstroop og Rejmus Fiste endnu går i Oosterby Skole danner de De venstrehåndedes forening. Flere årtier senere brænder et gammelt pensionat ned til grunden, og flere mennesker omkommer. Det ene hænger sammen med det andet, men alle dem, der kan forklare hvordan, er døde. Næsten alle.

Der er gået femten år, siden den sidste bog om kriminalkommissær Van Veeteren udkom. Der er gået seks år siden, vi sidst hørte nyt fra Gunnar Barbarotti. Nu mødes de for første og måske eneste gang.

(Fra bogens bagside)

Min anmeldelse:
Van Veeteren er den gennemgående hovedperson, selv om han er gået på pension og er taget på en hemmelig tur med sin kone. Han (og konen) involveres alligevel i opklaringen af en nutidig sag, som efterhånden viser sig at hænge sammen med såvel De venstrehåndedes forening, nedbrændingen af pensionatet som en aktuel sag, hvor et lig findes. Det er liget af den person der i sin tid regnedes for gerningsmanden til mordbranden, hvorfor sagen blev regnet for opklaret. Nu skal den rigtige gerningsmand findes, og der er brug for skarpe hjerner! Så er det godt, at Van Veeteren er klar, og det er også heldigt, at et samtidigt mord i Sverige også har forbindelse til sagen. Så kan Barbarotti også komme på banen.

Det bliver en god kombination, og som vanligt er Nessers sprog og stil 100 % sikker, og han har helt styr på at holde snor i handlingen, så plottet blotlægges bid for bid og på overbevisende facon. Som altid mesterligt – også når han ikke skriver krimier. Der er mere dybde samt flere sidehistorier og moralske spørgsmål i denne bog, end der er i ret mange krimier, og jeg kan rigtigt godt lide, at der også er andet end mord og forbrydelser i en krimi..

Det bliver til 9 sikre point på min egen blogs spændingskrimiskydeskive og 5 krimihjerter her:

Håkan Nesser
De venstrehåndedes forening
Modtryk, 2018

461 sider

Per Drustrup Larsen   –  Drustrups Bogblog