”Den hollandske forbindelse” af Arne Woythal

Bogen er den anden fra Arne Woythals hånd. Den første var ”De dræbtes advokat”, som i lighed med ”Den hollandske forbindelse” har kriminalassistent Rasmus Berg fra Drabsafdelingen ved Københavns Vestegns Politi, som hovedperson.

I efterskriften fortæller Arne Woythal, at hans hensigt med bogen er at gengive miljøet omkring Drabsafdelingen på Albertslund Politigård og selve efterforskningen så realistisk og troværdigt som muligt. Læseren får mulighed for at komme helt tæt på politiets efterforsknings- og opklaringsarbejde, som det kunne foregå i virkeligheden.

Det er netop den følelse, man får, når man følger Rasmus Berg og hans kollegers arbejde med at opklare fire drab, som er forbundet med hinanden, og som har udspring i indsmugling og videresalg af hård narkotika.

For mig, som er utrolig optaget af, at politiets arbejde er realistisk skildret, rammer ”Den hollandske forbindelse” lige i øjet. Andre vil måske mene, at bogen er for grundig i sine beskrivelser, og at spændingsniveauet og dramatikken derfor ikke når de helt store højder.

Jeg synes til gengæld, at det er afvekslende læsning i forhold til så mange andre krimier, at den spænding og dramatik, der bestemt også er i bogen, skildres realistisk og tankevækkende.

Som det også gjorde sig gældende i Woythals første bog, lægger man mærke til, at politifolkene på politigården i Albertslund generelt har det godt med hinanden og med deres overordnede. I en del andre krimier er de overordnede politifolk ofte skildret med usympatiske træk.

Politifolkene er som folk er flest på en arbejdsplads, altså mennesker med forskellige karakter og mennesker af kød og blod.

Rasmus Bergs gamle makker Asger er gået på pension, og Rasmus har fået en ny kvindelig makker, nemlig Solmaz Pakzad, der er af iransk oprindelse. Hende får Rasmus et godt øje til, men han er 53 og hun er 15-16 år yngre, så…. Ja, intet skal røbes her.

Både politifolk, forbrydere og bogens personer i det hele taget er godt skildret. Selv om man så absolut ikke har sympati for forbryderne, tvivler jeg ikke på, at Arne Woythal har ret, når han her i sin bog citerer politiinspektør og tidligere leder af Rejseholdet, Bent Risager Nielsen, der siger: ”Man jager et bæst og fanger et menneske”.

Uden at vide det gætter jeg på, at Arne Woythal allerede nu er i gang med at skrive sin næste krimi om Rasmus Berg. Den skal jeg helt sikkert også læse.

fire krimihjerter

Byens Forlag 2017 – 409 sider

Findals krimiside

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

 

 

 

 

Har du læst den? Hvad synes du?

Comments