“Den sorte enke – Historien om drabet på en dansker” af Helle Maj

Den 20. januar 2008 bliver liget af den 72-årige millionær Preben Povlsen fundet ti et sydafrikansk naturreservat. Politiet anholder hans afrikanske svoger og sigter ham for drab. Det kommer hurtigt frem til, at svogeren ikke kan have været alene om at torturere Preben Povlsen til døde. Men hvem hjalp ham? Kendte den 31-årlige enke noget til drabet?

I fem år graver journalisten Helle Maj efter forklaringen på det brutale og mystiske drab på den danske forretningsmand og familiefar. Hun tager læserne med på en rejse fra parcelhusidyl i Farum til fascinerende og farlige hjørner af Afrika og folder en historie ud, der rummer illegale diamanter, børnesoldater, løgne og kynisk elskov.

“Den sorte enke” er fængslende som en krimi – men bogen er en sand fortælling om en helt almindelig danskers liv og død – om et fatalt møde mellem hvid og sort.
(Sådan beskrives bogen på bagsiden)

Min anmeldelse:
Da jeg i sin tid læste bogen, var jeg fascineret af selve den dramatiske og groteske historie, men i ikke mindre grad af den efterforskning Helle Maj selv har stået for, og som hun på forbilledlig vis formidler i tekst og billeder. Derfor virker læsningen stærkere end ved en del krimier. Hendes grundige dokumentation understøtter historiens dramatiske elementer og tynger den på ingen måde – tværtimod.

Ud over at være den sande og forfærdelige historie om et skruppelløst mord, så rummer bogen også en grum beretning om nogle ikke særligt dygtige efterforskere og anklagere, hvis (manglende/dårlige) arbejde ikke får hele sandheden frem – en sandhed som Helle Maj afdækker. Stærk læsning og fremragende formidlet!

fire krimihjerter

Helle Maj
Den sorte enke : historien om drabet på en dansker
Politikens Forlag, 2013
362 sider

Per Drustrup Larsen  –  Drustrups Bogblog

 

Har du læst den? Hvad synes du?