Anmeldelse
Efter at være kommet på hospice tilstår en ældre kvinde overfor efterforsker Thor Belling, at hun for ca. 10 år siden begik et drab, som en uskyldig mand har siddet fængslet for lige siden.
Da Thor Belling og Anita Hvid efterforsker sagen, viser det sig, kvinden virkelig har begået drabet.
Hvorfor accepterer en uskyldig dømt at sidde 10 år i fængsel? Selvfølgelig løslades han, men umiddelbart efter løsladelsen findes han dræbt.
Hændelser i fortid og nutid filtres ind i hinanden, og Lars Kjædegaards sikre stil udmønter sig i en meget spændende og velfortalt krimi,
Det er ikke nogen actionmættet krimi, men den er på ingen måde stillestående. Der er gang i handlingen. Endvidere har den nogle gode dialoger, og personernes refleksioner er både tankevækkende og humoristiske.
Jeg synes godt om Belling og Hvids samtaler, og ind imellem kommer især Belling med nogle betragtninger og overvejelser, som jeg tror mange mænd vil kunne nikke genkendende til.
Personskildringerne er gode og troværdige, og man møder mange mennesketyper.
Også beskrivelserne af de mange forskellige miljøer er fine.
Det føles godt, at Lars Kjædegaard samler op på bogens plot til sidst i bogen, så man stille og roligt får mulighed for at få styr på sammenhængen.
Det skal ikke komme bogen til last, men det generer mig, at politifolkene over én kam benævnes KA (kriminalassistent) når den rette betegnelse i dag er PA (politiassistent).
Jeg er ikke i tvivl om, at Lars Kjædegaard allerede er i gang med efterfølgeren til ”Det der er værre”. Det lægger slutningen i høj grad op til, og den vil jeg bestemt se frem til at skulle læse.
I øvrigt er det helt utroligt, hvad Lars Kjædegaard har skrevet. 28 bøger er det blevet til siden 1981.
“Det der er værre” tildeles på “Krimimessen i Horsens” “Harald Mogensen-prisen” for bedste danske krimi 2016
Rosinante 2017 – 301 sider
