”Det der ikke slår os ihjel” af David Lagercrantz

Modtryk 2015 – 468 sider<a

Forlagets beskrivelse

Bladet Millennium har fået nye ejere. Onde tunger hævder, at tiden er løbet fra Mikael Blomkvist, og han overvejer at finde et andet arbejde.

Lisbeth Salander er rastløs. Hun medvirker i et risikabelt hacker­angreb, tilsyneladende uden nogen særlig grund. Det ligner hende ikke. En sen nat ringer professor Frans Balder, en førende autoritet inden for forskning i kunstig intelligens, til Blomkvist. Balder påstår, at han sidder inde med en sprængfarlig historie. Han har desuden haft kontakt med en ung, kvindelig superhacker, som har visse ligheder med en person, Blomkvist kender ganske godt.

Mikael Blomkvist begynder at håbe på det scoop, som både han og Millennium har hårdt brug for. Lisbeth Salander har som sædvanlig sin helt egen dagsorden. Blomkvists og Salanders veje krydses. Endnu en gang.

DET DER IKKE SLÅR OS IHJEL er David Lagercrantz’ fortsættelse af Stieg Larssons Millennium-trilogi.

Anmeldelse

David Lagercrantz har skrevet en glimrende fortsættelse til Stieg Larssons Millennium-serie. I hvert fald sådan som jeg husker serien, som det jo er nogle år siden, jeg sidst læste. Jeg er ikke i stand til at sige, hvem der skriver bedst.

På bedste vis skriver Lagercrantz om de personer, man kender så godt fra Stieg Larssons hånd. Allermest fylder selvfølgelig Lisbeth Salander og Michael Blomkvist, og de fremtræder begge, som jeg husker dem. Blomkvist er stadig en dygtig journalist, og Lisbeth Salander den noget aparte og vanvittigt dygtige it-ekspert.

Også alle de andre personer er godt beskrevet. Især gør beskrivelsen af den autistiske dreng, August, som viser sig at være et matematisk geni og en fantastisk tegner, et stort indtryk.

Bogen er ind imellem højdramatisk og nervepirrende spændende. Især når Lisbeth Salander er på banen stiger dramaet, men også Michael Blomkvist involveres i dramatikken.

Desværre synes jeg, at der er alt for lange og for mig uforståelige matematiske beskrivelser. Det samme gør sig gældende, hvad angår beskrivelserne af det IT-relaterede stof.

For min skyld kunne bogen sagtens være skåret ned med adskillige sider, hvis man ikke havde gjort så meget ud af IT og matematik.

Faktisk synes jeg også, at man som læser virkelig skal være oppe på stikkerne, når man skal have styr på sikkerhedstjenester, tvivlsomme firmaer og kriminelle bander.

Min kritik til trods, synes jeg bestemt, at alle, der har læst Stieg Larssons Millennium-trilogi også bør læse ”Det der ikke slår os ihjel”.

For mig er der slet ingen tvivl om, at der kommer endnu en fortsættelse af Millennium-sagaen.

4 krimihjerter

Har du læst den? Hvad synes du?

Comments

  1. Der har været meget snak om hvor vidt det er okay, at en anden forfatter skriver videre på Stieg Larssons Millenium-serie. Jeg kan se både for og imod, men sådan overordnet set, så er jeg faktisk ligeglad. Jeg er ikke en af dem der synes Milleniumtrilogien var fantastisk. Jeg slæbte mig igennem de første mange sider af Mænd der hader kvinder, hvorefter den tog fart og blev helt forrygende. De næste to bøger i serien, synes jeg egentlig mest var halvkedelige og lidt langtrukne. Jeg savnede mere af Lisbeths hackerevner og hendes fotografiske hukommelse. Det fik jeg i stedet i Det der ikke slår os ihjel og jeg synes samtidig, at den var mere spændende end dens to forgængere. Om personerne er ramt spot on… sikkert ikke, men jeg bemærkede det ikke. Jeg synes tværtimod bare det var fedt at være i selskab med Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander igen.

    Denne gang bliver computergeniet Frans Balder myrdet. Hans svært autistiske søn, ser det hele, men hans liv bliver skånet, da morderen kender til hans handicap og vurderer at drengen ikke udgør en fare. Her tager han imidlertid fejl, for drengen, som i øvrigt hedder August, besidder en særlig evne, som kan afsløre morderens identitet. Det varer ikke længe før August er den jagede. Politiet har en læk, hvilket Lisbeth snart finder ud af og hun sætter alt ind på at hjælpe den lille dreng.

    Vi får også en hel masse computersnak, for Frans Balder var nået langt i udviklingen af kunstig intelligens. Samtidig var han på sporet af it-kriminalitet på højeste plan og var på sporet af dem der havde hacket sig ind og stjålet nogle af hans opfindelser og solgt dem videre til anden side. Ind imellem bliver det lige teknisk og tungt nok, men ikke noget der på for alvor generede min læsning.

    Noget af det jeg savnede i Pigen der legede med ilden og Luftkastellet der blev sprængt, var mere om Lisbeths hackerevner og også når hun hævner uskyldige, som er blevet udsat for vold og fornedrelse. Som nævnt tidligere, får vi mere af netop det i denne gang.

    Alt i alt, synes jeg det er en god og spændende bog og jeg synes helt klart man skal give den en chance hvis man har læst de forrige tre. Den kan for så vidt også godt læses uafhængigt af de andre, men jeg synes jo altid, at serier bør læses i rækkefølge for at få det fulde udbytte af personernes udvikling osv.

    4 krimihjerter

    Tine/ Team Krimifan og http://www.krimitanker.blogspot.com

  • Tine Faerch

    Der har været meget snak om hvor vidt det er okay, at en anden forfatter skriver videre på Stieg Larssons Millenium-serie. Jeg kan se både for og imod, men sådan overordnet set, så er jeg faktisk ligeglad. Jeg er ikke en af dem der synes Milleniumtrilogien var fantastisk. Jeg slæbte mig igennem de første mange sider af Mænd der hader kvinder, hvorefter den tog fart og blev helt forrygende. De næste to bøger i serien, synes jeg egentlig mest var halvkedelige og lidt langtrukne. Jeg savnede mere af Lisbeths hackerevner og hendes fotografiske hukommelse. Det fik jeg i stedet i Det der ikke slår os ihjel og jeg synes samtidig, at den var mere spændende end dens to forgængere. Om personerne er ramt spot on… sikkert ikke, men jeg bemærkede det ikke. Jeg synes tværtimod bare det var fedt at være i selskab med Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander igen. Denne gang bliver computergeniet Frans Balder myrdet. Hans svært autistiske søn, ser det hele, men hans liv bliver skånet, da morderen kender til hans handicap og vurderer at drengen ikke udgør en fare. Her tager han imidlertid fejl, for drengen, som i øvrigt hedder August, besidder en særlig evne, som kan afsløre morderens identitet. Det varer ikke længe før August er den jagede. Politiet har en læk, hvilket Lisbeth snart finder ud af og hun sætter alt ind på at hjælpe den lille dreng. Vi får også en hel masse computersnak, for Frans Balder var nået langt i udviklingen af kunstig intelligens. Samtidig var han på sporet af it-kriminalitet på højeste plan og var på sporet af dem der havde hacket sig ind og stjålet nogle af hans opfindelser og solgt dem videre til anden side. Ind imellem bliver det lige teknisk og tungt nok, men ikke noget der på for alvor generede min læsning. Noget af det jeg savnede i Pigen der legede med ilden og Luftkastellet der blev sprængt, var mere om Lisbeths hackerevner og også når hun hævner uskyldige, som er blevet udsat for vold og fornedrelse. Som nævnt tidligere, får vi mere af netop det i denne gang. Alt i alt, synes jeg det er en god og spændende bog og jeg synes helt klart man skal give den en chance hvis man har læst de forrige tre. Den kan for så vidt også godt læses uafhængigt af de andre, men jeg synes jo altid, at serier bør læses i rækkefølge for at få det fulde udbytte af personernes udvikling osv. 4 krimihjerter Tine/ Team Krimifan og www.krimitanker.blogspot.com
    UpVote Reply 0 Upvotes