Det dybe vand af Paula Hawkins

Handling
I de sidste dage før sin død, ringede Nel Abbott igen og igen til sin søster. Men Jules tog ikke telefonen. Hun havde kun dårlige minder om sin storesøster og ignorerede hendes råb om hjælp.

Nu er Nel død. Politiet siger, at hun sprang i vandet. Og Jules er blevet hevet tilbage til den lille flække ved floden, hvor hun og Nel voksede op. Der er ingen andre til at tage sig af Nels teenagedatter.

Jules skal være voksen og ansvarlig, men hun har aldrig været så bange. Tidligere på sommeren døde en skolepige samme sted som Nel. Og Jules ved, at hendes søster aldrig ville springe selv.

Anmeldelse
Da jeg åbnede bogen Det dybe vand, vidste jeg ikke helt hvad det var jeg skulle forvente af bogen. Jeg har Kvinden i toget stående på reolen ulæst. Til gengæld har jeg set filmen, som jeg synes var rigtig god. Det dybe vand kunne også sagtens ende med at blive en rigtig god film, hvis den blev filmatiseret.

Der er en del personer at holde styr på. Et stykke inde i bogen begynder der at tegne sig et indviklet net af de forskellige relationer. Hvordan de forskelliges liv påvirker af de andre personers handlinger. Der er masser af dybde i beskrivelserne af de forskellige personer, som alle er vigtige for fortællingen. Der er enkelte personer du kommer til at holde mere og mere af og andre som du mister mere og mere for, når du lærer dem nærmere at kende.

Der bliver kastet rigtig mange bolde op i luften og langt de fleste af dem bliver heldigvis fanget, men desværre ikke dem alle. Måske er det med fortsæt at alt ikke er forklaret og løst til slut, men for mig kommer jeg til at sidde tilbage med en fornemmelse af ikke helt at være kommet i mål.

Personskildringerne er fine og nuancerede. De virker autentiske og historien virker meget realistisk. Miljøbeskrivelserne er med til at give mig – hvis jeg lukker øjnene – en fornemmelse af hvordan denne by hvor handlingen foregår ser ud. Det er lidt som at være der selv.

Men samlet set har det været en af de bedre læseoplevelser. Kunne du lide Kvinden i toget kan du sikkert også lide Det dybe vand.

Det dybe vand af Paula Hawkins er et anmeldereksemplar fra Gyldendal

fire krimihjerter

Team Krimifan Lone

du kan også finde mine anmeldelser på min blog Krimihjerte

Har du læst den? Hvad synes du?

Comments