“Det hvide mørke” af Eva Maria Fredensborg

Politikens Forlag 2016 – 326 sider

Forlagets beskrivelse
Da evolutionsbiologen Emma van der Klein opdager, at den mand, hun har kaldt farfar hele sit liv, ikke er hendes biologiske ophav, vækkes hendes nysgerrighed: Måske er der alligevel en forklaring på hendes indadvendte sind og glødende interesse for naturvidenskabens verden.
Hun pakker en taske og kører til Sønderjylland for at møde den mand, der står for en fjerdedel af hendes arvemasse, men det viser sig hurtigt, at Harald Eskildsen ikke er den rare gamle mand, Emma har fantaseret om. Han er en driftig iværksætter med en lettere excentrisk livsstil, men han er også varetægtsfængslet for drab, og da han nægter at tale, begynder Emmas jagt på svar: Hvad er han for et menneske? Hvorfor forsvandt han ud af hendes fars liv? Og hvad skete der den nat for næsten halvtreds år siden, da hans bedste ven mistede livet?
”Det hvide mørke” er en fortælling om familiehemmeligheder, om hvordan tiden former vores liv og om en ung kvinde, der vælger at plante sit eget stamtræ.

Anmeldelse
Mange mennesker interesserer sig for slægtsforskning. Det kan undertiden medføre, at man støder på overraskelser af de helt store. Den, man troede var ens far, viser sig måske ikke at være det alligevel. Måske har ens mor været gift tidligere osv.
I ”Det hvide mørke” er det til at begynde med ikke slægtsforskning, der afslører, at hovedpersonen Emmas farfar ikke er hendes biologiske farfar. Afsløringen kommer, da hun ubemærket overhører en samtale mellem hendes mor og far.
Denne afsløring medfører, at Emma nu går i gang med at undersøge, hvordan tingene hænger sammen. Med andre ord går hun i gang med at slægtsforske. Emma rejser derfor til den lille by, Visby tæt ved Tønder
Beskrivelsen af denne lille by og andre beskrivelser af det sønderjyske område ”går rent ind”. Det er godt at opleve, at bøger ikke kun foregår i København.
I det hele taget er der meget fine beskrivelser i bogen. Det gælder også de miljøer, man føres ind i.
Man får en meget fin indsigt i hovedpersonen Emma, men også i de andre vigtige personer i bogen. Selv de bipersoner, der ikke spiller den store rolle, beskrives fint.
Når man som jeg selv bor i et mindre jysk samfund, nikker man genkendende til beskrivelserne af både småbyer og især bipersoner, uden at de på nogen måde er klicheer.
Selv om der er sket et drab i bogen, er det ikke den politimæssige efterforskning, der spiller nogen rolle. Det, som er det helt overordnede tema, er Emmas projekt med at finde ud af hvordan hendes slægt ”er skruet sammen”.
Bogen foregår både i nutiden og den forholdsvis nære fortid.

fire krimihjerter

Jan Findal – www.findalskrimiside.dk

Har du læst den? Hvad synes du?

Comments