Detonator af Morten Remar

”Du skal køre til motorvejsbroen ved Gl. Holte med det samme. Det er ret alvorligt. Der er sprunget en vejsidebombe.”

Med den besked bliver kriminalkommissær Martin Rømer sat til at opklare drabet på Danmarks forsvarsminister. Martin Rømer er netop vendt tilbage til Drabsafdelingen på Politigården fra et halvt års sygeorlov efter sin hustrus alt for tidlige død. Han er stadig i sorg, da han sammen med sine kollegaer indleder en hektisk jagt på de skyldige i en sag, der snart udvikler sig højdramatisk med flere bomber og drab. Hvem står bag? Er det terror eller en enlig galnings værk?

Spørgsmålene er mange i en efterforskning, der ikke bliver gjort lettere af PET’s manglende samarbejdsvilje, en mere end omsorgsfuld kvindelig chef, Martins fraværende, sexglade mor og hverdagslivet som alenefar til tvillingepigerne på tre, Tilde og Vilma.

DETONATOR er første selvstændige krimithriller i serien om kriminalkommissær Martin Rømer.

Anne Maries anmeldelse

Vi kender Morten Remar fra musikken, og nu har han kastet sig ud i skrivekunsten. Morten har skrevet “AMOK” (2016) og “Detonator” (2017).

I “Detonator” møder vi Martin, som er enkemand og alenefar til tvillingepiger skal han forene familieliv med arbejdslivet som travl politikommisær og det er ikke let. Heldigvis har han en god hjælp i sin afdøde kones forældre, som hjælper så meget de kan. Martin må arbejde i døgndrift, da Danmarks forsvarsminister bliver dræbt med en vejsidebombe ved Gl. Holte. Det ser ud til at være terrorisme og PET overtager det meste af efterforskningen, men noget stemmer ikke. Martins team finder spor som virker utroværdige i forhold til teorien om ren terrorisme, men hvad foregår der så?

Jeg var fanget af historien og jeg var spændt på hvad der var op og ned i historien. Personskildringen er rigtig fin og man får en fin introduktion til Martins familie og kolleger. Jeg håber dog på mere dybde i personskildringen i de næste bøger, da det vil højne troværdigheden endnu mere.

Jeg giver tre hjerter til “Detonator” og ser frem til mere Martin Rømer & co.

Forlag: Egolibris

Udgivet: 1. april 2017

Tre krimihjerter

Har du læst den? Hvad synes du?

Comments