Da kriminalassistent Jane Rizzoli fra Boston Politi og retsmediciner Maura Isles kaldes ud til et gerningssted, finder de et drab, der er selv det grusomste vilddyr værdigt – helt ned til mærkerne efter kløer på liget. Kun de ondeste menneskehænder kan have efterladt den berømte storvildtjæger Loen Gott udstillet på så grusom vis ligesom de dyr, der pryder hans vægge. Kom Gott uafvidende til at vække et rovdyr til live?
Seks år forinden blev en gruppe turister på safari i Botswana bytte for en morder. Nu har morderen udset sig Boston som sin nye jagtmark, og Rizzoli og Isles må finde en måde at lokke ham ud af sit skjul på, også selv om det indebærer at vifte med den madding, ingen jæger kan modstå – det ene offer der slap væk.
Bogen fortæller en grusom historie om storvildtjægeren og konservatoren Leon Gott, der endte sine dage som bytte i stedet for jægeren. Rizzoli og Isles mødes af et grusomt syn, da de ankommer til Leon Gotts adresse. De finder ham hængende i anklerne i dagligstuen, snittet op og med indvoldene fjernet. Nøjagtigt som med vildt, når det er nedlagt af jægeren, der har fået ram på si bytte.
Maura er retsmediciner, og da hun kaldes ud til endnu et offer, hos hvem anklerne er bundet sammen med samme type orange reb om Leon Gott hang i, spekulerer hun over om der kan være en sammenhæng mellem de to drab til trods for at de to ofre tilsyneladende intet har med hinanden at gøre, samt det faktum at drabene er begået med flere års mellemrum.
Mauras kvindelige intuition fører dog hende og efterforskningsgruppen på en rejse tilbage i tiden, til en række drab der fandt sted på en safaritur i Botswana for 6 år siden – og hvor Leon Gotts eneste søn Elliot tilfældigvis var et af ofrene.
En af gæsterne på safarituren overlevede – kan hendes historie hjælpe Rizzoli og Isles?
Jeg var meget begejstret for Tess Gerritsens “Kirurgen” så jeg havde skyhøje forventninger til “Dø igen” da jeg gik igang, og jeg er nødt til at sige at disse desværre ikke er blevet indfriet.
Bogen leverer ikke helt samme høje spændningsniveau og tempo som Kirurgen – men det er en GOD bog, som helt bestemt er din tid værd.
Har du læst “Kirurgen” og været lige så begejstret for den som jeg var (fuld knald på krimihjerterne), så vil jeg anbefale dig at du venter med at læse “Dø igen” til du har læst “Lærlingen, som udkommer 7/6-2016 – jeg synes nemlig desværre at denne bog synes at afsløre lidt af handlingen i “Lærlingen, hvilket ærgrer mig en del, eftersom denne ikke er udkommet på dansk endnu.
Tæt på 4 krimihjerter, men den mangler altså liiige det sidste.