”En fremmed i huset” af Shari Lapena

Den canadiske forfatter Shari Lapena har gjort det igen – skrevet en isnende ond thriller. Allerede på bogens første sider tager dramatikken fart, da Karen Krupp ved aftenstide med høj hastighed og overskridende alle færdselsregler mister herredømmet over sin bil og hamrer ind i en lygtepæl.

Hun indlægges på hospitalet, hvor det viser sig, hun har fået hukommelsessvigt. Hun aner intet om, hvad der er gået forud for ulykken.

Politiet involveres, og efter diverse afhøringer og undersøgelser sættes Karen i forbindelse med et drab i et af byens skumle kvarterer.

Politiets efterforskning medfører, at man bliver præsenteret for forskellige personer, som på den ene eller anden måde har relationer til Karen. Også konen i genbohuset involveres, da hun er bedsteveninde med Karen.

Karens ægtemand har svært ved at håndtere alt det, som Karens ulykke afstedkommer, og de tos forhold sættes på en alvorlig prøve.

På en meget overbevisende måde formår Shari Lapena at skildre, hvad der sker med mennesker, hvis hverdag med ét forandres brat. Man stilles bl.a. over for spørgsmålet om, hvor godt man egentlig kender dem, man omgås til daglig – altså også ens ægtefælle. Hvilke hemmeligheder er det, flere af bogens virkelig fint skildrede personer har?

Man er på Karens side og føler virkelig med hende, når hun konfronteres med dem, som hun mener, ikke vil hende det godt. Fx de to politifolk, der leder drabsefterforskningen.

Hvordan hænger det hele sammen? Jeg var helt sikker på, at jeg havde regnet sammenhængen ud, men så blev jeg alligevel snydt.

Jeg er meget begejstret for ”En fremmed i huset”, som er en drønspændende psykologisk thriller, ligesom Shari Lepenas foregående bog, ”Naboparret” også var det.

Jeg ser i den grad frem til den næste bog.

Fem krimihjerter

Gyldendal 2017 – 299 sider

Findals krimiside

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

 

 

Har du læst den? Hvad synes du?